FAQ om dokumentation

Skulle du alligevel ikke have fået svar eller er dit spørgsmål ikke at finde på listen, så er du velkommen til at kontakte os.

FAQ

Hvad er baggrunden for vores resultatbaserede arbejde? 

På baggrund af en ansøgning til Socialstyrelsen fik KFUKs Sociale Arbejde og Rederne i 2016 bevilliget midler til at gennemføre et metodeudviklingsprojekt med det formål at styrke Redernes indsats overfor de særligt udsatte mennesker, der kommer på Rederne.

Formålet var at udvikle en mode, der ensartede vores forståelse, ydelser og metodiske fundament på tværs af Rederne. Yderligere var formålet, at den model, vi endte ud med, skulle sætte medarbejdere og ledere i stand til at arbejde resultatbaseret og datadrevet.

Det vil sige, at data om vores brugere og deres udvikling løbende skulle indsamles og fødes tilbage i den konkrete socialfaglige arbejdsproces, således at ressourcer og fokus blev rettet dér hvor det var mest hensigtsmæssigt for brugerne.

Nøgleordet bag ønsket om at udvikle vores metoder og konstruere en model for resultatbaseret arbejde var – og er – læring. Hvordan kan vi som medarbejdere, ledere og organisation lære af de succeser og de fejl, vi begår? Hvordan gør vi mere af det, der virker, og mindre af det, der ikke virker, eller i værste fald virker modsat hensigten? Dette fordrer spørgsmålene (1) hvad er det vi laver, for hvem og med hvilket formål? (2) hvordan finder vi ud af om det, vi laver, virker?

Metodeprojektet var i sin rene form et forsøg på at give svar på disse to spørgsmål.

Hvorfor måler vi?

Vi måler for at få viden – og vi søger viden fordi det er fundamentet for handling. Så kort kan det i princippet siges. En måling giver et indblik i, hvordan vores brugere har det, og hvad der er status er i forhold til de problematikker, der betyder noget i deres liv.

Vi har en moralsk forpligtelse til at hjælpe samfundets udsatte bedst muligt, og dertil er vi nødt til at vide noget om vores brugeres udgangspunkt, og deres udvikling set i lyset af den indsats, vi leverer for, og med, brugeren.

Vi måler også for at give et fælles sprog og en fælles referenceramme for graden af de problematikker, som vores brugere har. Det er et ønske om, at problematikkernes sværhedsgrad eller afhjælpning ikke udelukkende beror på den enkelte medarbejders vurdering på en vilkårlig skala i en konkret situation. Vi ønsker, at vores medarbejdere vurderer på samme måde, på samme skala. Det er basis for vidensdeling og sammenlignelig på tværs af de medarbejdere og faggrupper, der arbejder sammen for at afhjælpe vores brugeres problematikker.

Hvad måler vi?

I udgangspunktet måler vi på dét, der arbejdes med. Og vi arbejder med dét, der er vigtigt for brugeren. Erfaringsmæssigt er der dog en lang række problematikker, som går igen for vores målgruppe. Med solid erfaringsbaseret viden fra medarbejderne på Rederne har vi kunnet reducere vores målingsområde til 9 forskellige – og i hvert fald delvis– uafhængige problematik-dimensioner (temaer) samt et par enkelte mere generaliserede og tværgående områder.

 

De specifikke domæner, vi måler på er:

- Vold 

- Økonomi
- Misbrug
- Beskæftigelse
- Netværk
- Fysisk sundhed
- Psykiske problemer
- Prostitution
- Bolig

De tværgående generelle domæner er:

- Trivsel
- Handlekompetencer
- Selvværd
- Forælderrelation

Bemærk at de generelle domæner ikke alle måles på i alle tilbud. Nogle er henvendt til vore krisecentre, mens andre benyttes i Rederne.

 

Hvordan måler vi?

Målingssituationen og måleredskaber er noget, vi har arbejdet særdeles meget med. Det skyldes naturen af Redernes tilbud (og hvordan det afviger fra eksempelvis vore krisecentre), den målgruppe vi arbejder med i de forskellige tilbud samt hvorledes brugerne tilgår, og er tilknyttet, de forskellige tilbud.

I mange sociale tilbud arbejder man med selvvurderinger; typisk ved brug af forskellige validerede skalaer. Dette er muligt, når man har brugere, der benytter et tilbud med en fast kadence og som har ressourcerne og overskuddet til at sætte sig ned og besvare en lang række mere eller mindre kringlede spørgsmål.

Det er ikke fordi vi i Rederne mener, at dette er en dårlig strategi eller at det er dårlige værktøjer. Vi har blot måttet sande, at en meget stor del af vores brugere ikke besidder dette overskud, og selv hvis de gjorde, er deres tilknytning til Rederne så tilpas ”løs”, at man ikke kan indføre et stringent målingsregimente.

Dette har gjort, at vi i Rederne har valgt en anden tilgang: vi lader medarbejderne vurdere kvinden ud fra de domæner, som der er lagt en plan for med brugeren eller de domæner, der nærværende og relevante for brugeren. For nogle er det misbrug og fysisk helbred. For andre er det bolig og netværk.

Konkret vurderer medarbejderen – eventuelt ved brug af kollegial sparring og vidensdeling – hvor på domænet en bruger befinder sig. Alle de ni specifikke domæner vurderes på en skala fra 1 til 10, hvor 10 er ”bedst”. Der er fundet frem til en række forskellige kriterier for at opnå den enkelte score og medarbejderne bruger disse som værktøjer til at træffe den mest korrekte vurdering. Med korrekt menes, at vurderingen er reliabel; altså at en anden tilfældigt udvalgt medarbejder vil vurdere den samme bruger og situation på samme måde.

Undersøgelser af medarbejdernes scoringer har vist, at medarbejdernes gennemsnitlige vurdering på et indsatsområde faktisk scorer indenfor +/- 1 trin i 95 % af tilfældene. Det er en statistik som vi er meget tilfredse med – især med tanke på, at dette gør sig gældende på tværs af afdelingerne rundt om i landet. Vi arbejder løbende og vedholdende på, at scoringer fastholdes og forbedres, hvilket sker gennem løbende dialog samt en god og grundig introduktion og oplæring af nye medarbejdere.

På vores krisecentre og med enkelte faste redebrugere har vi bedre mulighed for at benytte selvvurderingsværktøjer. Disse bruger vi til at måle på de mere brede generaliserede domæner. Vi måler på trivsel med WHO-5, handlekompetencer med General Self-Efficacy Scale samt selvværd med Rosenberg Self-Esteem Scale.

Målingerne indberettes i vores IT-system som i samme øjeblik giver målingens resultat tilbage til medarbejderne og viser udviklingen i forhold til de tidligere målinger.

Hvorfor er vi/skal man være systematiske i vores tilgang til målinger og dokumentation?

Man kan starte med at besvare dette spørgsmål med at spørge, hvad der kan ske, hvis man ikke dokumenterer sit arbejde? Og videre kan man spørge om vi på andre områder ville acceptere mangelfuld systematisk dokumentation? Fx på indenfor medico-området er der meget stringente videnskabelige krav til dokumentation af et lægemiddels positive effekt samt eventuelle bivirkninger. Sociale indsatser har samme mål som et farmaceutisk præparat: at hjælpe modtageren med de problematikker, der forhindrer brugeren i at leve et liv, der er meningsfuldt og værdifuldt (for dem selv). Der er ingen grundlæggende forskel mellem en social indsats og medicin, udover selve den metode, der bruges som fremføring til brugeren. For medicin er der tale om piller, væsker eller lignende, for sociale indsatser er der tale om en eller anden form for mellem-menneskelig fremføringsmekanisme. For sociale indsatser er det typisk mennesket og relationen, der er medicinen.

Endvidere har sociale indsatser typisk den udfordring, at de i praksis ikke lader sig vurdere på samme måde, som effekten af medicin. For det første er problematikken for brugere af sociale indsatser typisk ikke afgrænset og ens på tværs af målgruppen, som den er for målgruppen for et lægemiddel, fx er gruppen med type-1 diabetes meget lidt variabel i forhold til deres problematik (de har mistet evnen til at producere insulin), mens gruppen af misbrugere i prostitution kan have mange og komplekse årsager til at de er blevet en del af denne gruppe.

Det følger heraf, at når årsagerne er mange og komplekse og forskellige, er der sjældent ét enkelt middel (som insulin), der kan afhjælpe den enkeltes problematik.

Yderligere er der sjældent mulighed for at lave randomiserede kontrollerede forsøg som er den bedste mulighed for at afgøre om en indsats virker. Dette skyldes den ringere mulighed for at give hver bruger et helt standardiseret produkt (jf. ovenfor), men også fordi det etisk kan anses som uforsvarligt at nægte hjælp til en gruppe mennesker, der er i nød.

Skønt disse – og andre bekymringer – kan forklare, hvorfor det sociale område halter så meget efter farmakologien, så er det ikke et argument i sig selv for at afsværge den videnskabelige metode, så snart det kommer til socialpolitik eller sociale indsatser.

Som beskrevet ovenfor er det lykkedes at skabe en dokumentationsmodel og en lang række mere eller mindre standardiserede ydelser (som dog kan sammensættes på forskellig måde) for en mere eller mindre præcis målgruppe. Dermed bliver det muligt i et vist omfang at udtale sig om vores indsats virker, og fordi indsatsen er teoretisk funderet, får vi også en god idé om hvorfor den virker.

Hvad får vi ud af at dokumentere?

Svaret på ovenstående kan delvis læses ud af noget af det tidligere nævnte. Grundlæggende handler det om, at dokumentationen gør det muligt for de forskellige niveauer i indsatsen at (1) vurdere om opnår mindst de virkninger, vi forventer, (2) hvis nej, så forsøge at tilpasse indsatsen, (3) hvis ja, så overveje om der læring, der kan uddrages og overføres til andre situationer og brugere, der er sammenlignelige.

For at kunne vurdere – og vurdere ens på tværs – har vi brug for systematisk dokumentation og målinger. Således er dokumentationen i sig selv ikke interessant, men hvis det er grundlaget for læring på alle niveauer, kan gevinsten være enorm.

Hvad er vores metodiskteoretiske og værdimæssige ståsted? 

Redens arbejde bygger på en række forskellige teoretiske og praktiske fundamenter samt et organisatorisk værdisæt. Vi har en individuel og helhedsorienteret tilgang til vores brugere. Vi lader kvindens behov og ønsker være styrende for vores indsats. Vi arbejder ikke med tidsafgrænsninger. En bruger af Reden kan have behov for vores hjælp og indsats i kortere eller længere tid om end selve behovet kan ændre sig og variere over tid.

Vi arbejder ud fra De Små Skridts metode. Vi anerkender at Reden (også) skal være et fristed for kvinden, hvor den enkelte ikke mødes med en lang række umiddelbare krav. Det er vores erfaring, at forandring bedre er mulig, hvis der ikke stilles en masse krav. Vi gør det nemmere for kvinden at træffe hensigtsmæssige valg gennem ’nudging’ og vi tilbyder aktivt deltagelse i en række aktiviteter. For meget udsatte brugere, hvor deres adfærd er ved at bringe deres liv i fare, kan vi vælge at påtage os et overordnet ansvar for at sikre brugerens overlevelse.

Vi benytter en anerkendende tilgang til brugerne, og taler i øjenhøjde med kvinden, uden fordomme og moraliseren. Vi får brugeren til at føle sig hjemme og velkommen. Reden skal være et trygt og rart sted at være for brugerne.

Vi arbejder skadesreducerende ved at mindske de skadevirkninger som vi og brugeren oplever af et liv med misbrug, hjemløshed og prostitution. Med respekt for de valg brugeren træffer forsøger vi at påvirke at livet som prostitueret og stofmisbruger kan føres på en mere hensigtsmæssig måde, så de negative konsekvenser af brugerens valg bliver mindst mulige. Vi arbejder med at højne mestring og livskvalitet på trods af alvorlige kroniske sygdomme – ved at give håb og skabe mening i brugerens liv samt at have et udpræget fokus på det positive.

Vi arbejder med en rettighedsbaseret tilgang, således at brugerne kan hævde deres rettigheder. Dette sker gennem bibringelse af viden om rettigheder og pligter, som brugerne ofte ikke er i besiddelse af. Det sker gennem samarbejde med relevante myndigheder og sikring af langtidsholdbare løsninger udenfor Reden, så brugerne ikke bliver afhængige af Redens ydelser.

Hvem er Redens brugere?

Redernes overordnede målgruppe er personer, primært kvinder, over 18 år med misbrugs- og/eller prostitutionserfaring.

Rederne har historisk set været et tilbud rettet mod kvinder, men vi har også mænd og transkønnede brugere.

De brugere vi møder er i høj grad socialt udsatte og ekskluderede mennesker. En del af gruppen er brugere, der er aktivt misbrugende, som bruger prostitutionen som middel til at finansiere fortsat stofmisbrug. I dette liv evner brugeren typisk ikke at håndtere det mest basale dele af tilværelsen; at sørge for tag over hovedet, mad på bordet, basal hygiejne. Yderligere er de typisk mærkede af kroniske sygdomme og psykiske problemer, med eller uden diagnose. Det kendetegner denne type af bruger, at de ikke har ressourcerne til at følge et behandlingsforløb eller håndtere de lidelser, de er plaget af, skønt det er lægeligt muligt at behandle de symptomer, de er plaget af.

Disse bruger har yderligere lavt selvværd og ingen selvtillid. De har typisk dårlige erfaringer med det etablerede system, og nærer derfor en generel mistro til, at systemet kan hjælpe dem.

Deres netværk er ringe, og kan være præget af udnyttelse og tvang. De har kun ringe eller ingen kontakt til egen familie eller børn.

Psykisk kæmper en del af brugerne med flere psykiske problemstillinger: depression, ptsd, bipolar affektiv lidelse og/eller personlighedsforstyrrelser. Mange af disse psykiske problemstillinger stammer ofte fra barndommen/ungdommen, hvor de har oplevet overgreb, svigt og/eller grænseoverskridende adfærd fra primære eller sekundære omsorgspersoner.

Brugerne af Reden er selvfølgelig forskellige og har forskellige udgangspunkter. En gruppe, der er dårligst kørende har ingen kontrol og intet overblik. De mærker ikke deres egne basale behov og lever fra dag til dag. Uden anerkendelse af problemernes omfang og den livsfarlige situation, de befinder sig i. Kodeordet for denne gruppe er: overlevelse.

En anden gruppe er mere bevidste om deres egen situation, selvom den kan være nok så slem. Dette gør dem på den ene side ekstremt psykisk sårbare, men på den anden side har denne gruppe et potentiale og grundlag at bygge videre på ved støtte, nærvær, samtale og rådgivning. Får de den nødvendige hjælpe kan de begynde at blive mere selvkørende og tage vare på sig selv, i forhold til sygdomme, basal egenomsorg som bad og mad og søvn. Rederne kan yde støtte til at brugeren kommer i misbrugsbehandling og holder ved sin behandling. Vi kan støtte i at opnå og fastholde kontrollen over de fysiske lidelser, der præger kvindens liv. Kodeordet for denne gruppe er: stabilitet.

En sidste gruppe af brugerne oplever – på trods af de vanskeligheder et liv med misbrug og prostitution byder på – at opretholde en nogenlunde stabil hverdag. De har misbrug og sygdomme under kontrol; følger deres behandlingsprogram og er i stand til at sørge for basale nødvendigheder for sig selv. For denne gruppe er problematikken typisk sociale; de er ensomme og isolerede uden tilknytning til arbejdsmarkedet eller uddannelsessystemet og uden eller med ringe familiært netværk, der kan støtte og understøtte den stabilitet brugeren har eller har oparbejdet. Der er altså en betydelig risiko for at brugeren vil opleve tilbagefald, hvis der ikke er støtte omkring vedkommende. Der er typisk også problemer med basale sociale kompetencer, der gør det svært for brugeren at skabe eller genskabe positive netværksrelationer til den nære personkreds. Her hjælper Rederne med at brugeren får oparbejdet disse kompetencer og oplever anerkendelse med det formål, at brugeren har planer og ønsker for sit liv, og tør at gå ud i verden og forfølge disse mål, og på sigt ikke længere være en rede-bruger. Kodeordet er her: (re)integration.

Hvilke ydelser kan Reden tilbyde?

Der er mange forskellige ydelser, som tilbydes i Rederne. Du kan læse om de respektive tilbud under hver institution på deres individuelle sider her: https://kfuksa.dk/institutionerne

"Kan man måle på mennesker?"

Et spørgsmål mange, der arbejder med mennesker i den sociale sektor, stiller er: kan man egentlig overhovedet måle på mennesker?

Spørgsmålet kan selvfølgelig besvares med et ’ja’. Det sker jo hele tiden; vægt, blodtryk, iltmætning, og så videre. Men det er nok ikke den slags målinger, som personen, der stiller dette spørgsmål tænker på. Personen tænker nok i højere grad på målinger af latente variable; altså måling af noget som ikke umiddelbart er observérbart, men ligger skjult for os. Og sådanne variable er dem, vi i høj grad arbejder med på det sociale felt: netværk, trivsel, handlekompetencer er alle rimelig klare koncepter for os, men der er ikke umiddelbar kvantificering af disse størrelser til rådighed. Derfor måler vi på disse koncepter indirekte ved hjælp af udvalgte indikatorer. Disse indikatorer kan være dårlige såvel som gode, men det er en egenskab ved selve indikatoren og ikke en påstand om målinger generelt.

Så det korte svar er: ja, men kan godt måle på mennesker i socialfagligt arbejde, men man skal være omhyggelig med, hvilke indikatorer, man benytter. Her kan forskning og erfaring typisk være en guide, idet der er udviklet og brugt en lang række måleinstrumenter i masser af indsatser i mange forskellige lande.

Spørg altså dig selv:

1) måler indikatoren, dét vi ønsker at måle, typisk den forandring, vi vil skabe, men det kan også være mere processuelt orienteret mål,

2) Kan vi i praksis måle med indikatoren (et langt svært spørgeskema, kan måske være ”for meget” for en målgruppe med ringe ressourcer, måske skal sproget være et andet end dansk, og så videre),

3) giver måleinstrumentet mening for dem, der skal bruge det og måle med det

4) fortæller indikatoren os noget om, at den forandring, vi observerer rent faktisk skyldes den indsats, der bliver givet. Du skal måle på dét, du laver.

5) kan vi udføre målingen indenfor en tidsafgrænset tidsrum med dét antal målinger, der er nødvendige for at generere viden og læring og i sidste ende optimere den indsats vores brugere får.

Har du forskningsmæssig eller erfaringsmæssig belæg for at målet er stabilt og præcist og kan du svare ja til ovenstående fem spørgsmål, så er der gode chancer for, at du står med et godt mål i hånden – og i hvert fald ikke et, der er direkte dårligt.