”Her er meget omsorg mellem beboerne”

Af Pernille Kjær Jessen

”Jeg har aldrig oplevet at være på et krisecenter, som er så godt som det her. Det er ikke for stort, og man føler ikke, at det er institutionsagtigt. Det er tæt og ligesom et hjem. Vi laver også alt muligt – fx skal vi skære græskar til Halloween og på fredag skal vi i Djurs Sommerland.”

Indtil for ganske få år siden var det stort set umuligt for voldsramte kvinder, som samtidig har et aktivt stofbrug, at komme på krisecenter. Også selvom den vold, de har været udsat for, er mindst lige så grov som den, der kan ramme andre, som ikke har et misbrug. Men af åbenlyse årsager kan det være svært at rumme et aktivt stofbrug og den deraf følgende ofte kaotiske adfærd et sted, hvor der samtidig bor kvinder med børn. Og det gør der på de fleste af de krisecentre, som ligger i Danmark.

Men i 2019 åbnede Redernes Krisecenter Fyn, og i 2022 kom Redernes Krisecenter Midtjylland til. Begge er krisecentre, hvor medarbejderne er specialister i at arbejde med voldsramte kvinder, som samtidig har et aktivt stofbrug. Medarbejderne tilbyder hjælp til at behandle kvindernes misbrug, og man har mulighed for at tale om sine problemer og få hjælp til at håndtere dem. Krisecentret hjælper også med brobygning til kommunen og andre offentlige myndigheder.

Hver uge har kvinderne samtale med en kontaktperson, og så tilbyder Redernes Krisecenter gruppesamtaler, som er faciliteret af en psykolog og en medarbejder fra krisecentret. Fokus er på små   oplæg omkring et emne, som kvinderne så kan lade sig inspirere af og sparre med hinanden. Medarbejderne lægger stor vægt på, at stedet skal være så hjemligt som muligt - man laver mad sammen med beboerne, tilbyder masser af forskellige krea-aktiviteter og tager på udflugter.

Men hvordan er det så at bo på et krisecenter, hvor man gerne må bruge stoffer, og hvor alle beboerne har alvorlige ting at slås med? Vi har mødt to beboere, Lene og Annelise (navne ændret, red.), som gerne vil fortælle lidt om hverdagen på Redernes Krisecenter Midtjylland.

Hvad tænker I om at være her? Hvorfor er det vigtigt med sådan et krisecenter?

Lene: ”Jeg er glad for at være her. Jeg har været her to måneder i dag.”

Annelise: ”Jeg er også glad for at være her. Jeg har været stukket af et par gange, men er altid kommet tilbage. Det er ikke sket de andre steder, jeg har været. Nu har jeg brækket foden og kan derfor ikke løbe så langt, haha. Denne gang har jeg været her i syv uger.”

Struktur på hverdagen

Begge kvinder er glade for den struktur, som hverdagen på krisecentret tilbyder. Der er faste måltider, og personalet er gode til at hjælpe med at holde styr på lægeaftaler og andre ting, som kan være svære at huske.

Hvad er anderledes i forhold til andre steder I har været?

Lene: ”Jeg har aldrig oplevet at være på et krisecenter, som er så godt som det her. Det er ikke for stort, og man føler ikke, at det er institutionsagtigt. Det er tæt og ligesom et hjem. Vi laver også alt muligt – fx skal vi skære græskar til Halloween og på fredag skal vi i Djurs Sommerland.”

”Her er meget omsorg mellem beboerne. Jeg tror det hænger sammen med, at vi ikke er så mange. Det føles for eksempel ikke, som om vi er 14 beboere nu. Vi er alle sammen gode til at hjælpe hinanden, og alle siger godmorgen. Sådan har det ikke været de andre steder, jeg har været.”

Dårlige dage bliver bedre

Hvordan er personalet?

Annelise: ”Personalet er med til at gøre de dårlige dage bedre. Jeg har lige haft 14 dage med mareridt om at være på flugt fra vold. Sover to-tre timer ad gangen, og så kører jeg ud i min kørestol og ryger en smøg, inden jeg kører tilbage igen. Og det er bare helt ok med nattevagten. Der er plads til den slags her.”

Lene: ”Jeg har PTSD og en spiseforstyrrelse. Personalet er gode til at berolige mig – især er jeg glad for en, der hedder Jannie. Det ved de andre, så de kan fx sige til mig: ’Bare rolig, Jannie kommer i aften.’ Det var også Jannie, der skrev mig ind igen, efter jeg havde været væk for længe.”

”Hvis man får lavet nogle overspringshandlinger, så får man lige en snak med sin kontaktperson, og så er den potte ude,” indskyder Annelise

Både Lene og Annelise lægger vægt på, at der midt i alvoren er plads til humor og gode grin. Og så giver de begge udtryk for, at de er overraskede over, at misbrug fylder så lidt. Den gode stemning er dét, de fremhæver begge to. På spørgsmålet om, hvad der er træls eller irriterende ved at være på krisecentret, kommer svaret prompte:

 

”Hvis det bliver træls, er det fordi man ikke er klar til at være her. Nogle gange kan man godt mærke, at gaden bliver trukket med ind – altså at man har en hård facade, lige når man ankommer. Det behøver man ikke at have her, men det tager ofte lige et par dage."

Lene supplerer: ”De andre steder er jeg stukket af fra og aldrig kommet tilbage. Det er anderledes her. Men der er stadig mange ting, man skal øve sig i – for eksempel at trække sig fra konflikter. Der kan jo godt opstå konflikter, når man er så mange mennesker sammen hele tiden.”

Gruer for at skulle videre

Hvad håber I er anderledes, når I skal videre herfra?

Annelise: ”Jeg deler forløbet her ind i tre faser. Fase et er nødvendigheden af, at du kommer. Fase to er tilpasning og tilvænning, og fase tre er når man skal sige farvel.”

”Dén gruer jeg lidt for,” indskyder Lene

Annelise fortsætter: ”Jeg håber, at gruppesamtalerne kan hjælpe mig med at få nogle redskaber til at klare hverdagen.”

Hvordan hjælper medarbejderne jer med at nå dertil?

”Man ved altid, hvem man skal gå til med hvilke problemer, og man bliver aldrig tabt her”.

Annelise afrunder samtalen med at sætte fingeren på dét, som er svært – tanken om, at man på et tidspunkt skal videre:

”Vi visker altid tavlen ren, hvis der har været et eller andet. Det håber jeg at kunne tage med mig videre ud i livet. Men jeg har ikke lyst til at tænke på, at jeg på et tidspunkt skal videre herfra.”