Lovgivning og politiske tiltag på prostitutionsområdet

Hvilken indsats gør Danmark på prostitutionsområdet i praksis?

Kommunerne har i kraft af Serviceloven pligt til at rådgive og tilbyde hjælp og støtte til personer med særlige sociale problemer, herunder personer, der ønsker at forlade prostitution. I praksis er det dog de færreste kommuner, der tilbyder dette.

I 2012 afsatte Satspuljepartierne 46 mio. kr. til projektet ’Exit Prostitution’ (2012-2016), som skulle imødekomme mennesker i prostitutions behov. Fire kommuner deltog i - og havde positive erfaringer med projektet, viser en evaluering fra SFI (2017). 

KFUKs Sociale arbejdes Reder i København, Odense, Aarhus og Aalborg varetager mestendels indsatsen over for udsatte kvinder. Reden International arbejder med udenlandske kvinder i prostitution med fokus på kvinder, der er handlet til prostitution. Dertil står Reden International for opsøgende gadearbejde i København, rådgivning i Mødecentret samt Exit-forløb. Svanegrupperne hos Reden Aalborg er tilbud til kvinder, der ønsker at forlade prostitution.

Læs mere om KFUKs Sociale Arbejdes institutioner her.

KFUKs Sociale Arbejde efterlyser konkrete politiske målsætninger for prostitutionsområdet, og at målene efterfølgende afspejles i den politiske prioritering af midler. Det handler ikke bare om flere ressourcer, men også om en fokuseret og helhedsorienteret indsats, der rent faktisk virker.

Læs mere om vores konkrete indsatser her.

Hvad siger den danske lovgivning om prostitution?

I Danmark er det lovligt at købe seksuelle ydelser af en person, uanset køn, som er fyldt 18 år.
Er personen under 18 år, er det derimod strafbart (Straffeloven §224). Det er også lovligt at sælge seksuelle ydelser i Danmark.

Det er strafbart at holde bordel, at forlede nogen til at prostituere sig eller få fortjeneste af, at nogen prostituerer sig (rufferi). Rufferi kan straffes med fængsel indtil 4 år (Straffeloven §233).

Straffen for at købe seksuelle ydelser af en mindreårig er bøde eller fængsel op til 2 år (Straffeloven §223 a).

Det er også strafbart at optræde som mellemmand, at udnytte andres prostitution eller at udleje værelse i hotel, som benyttes til prostitution (Straffeloven §233). Mellemmandsvirksomhed kan straffes med fængsel op til 3 år, og udlejning af værelser til prostitution kan straffes med fængsel op til 1 år.

Kort sagt er det ulovligt at tjene penge på, at andre mennesker er i prostitution. Prostitution er i sig selv som erhverv ikke lovligt, men det er heller ikke ulovligt at prostituere sig, og de prostituerede skal betale skat af deres indtjening. Prostituerede skal være registrerede som selvstændigt erhvervsdrivende og indberette moms til staten. Men fordi prostitution ikke er et legalt erhverv, kan prostituerede ikke blive optaget i en A-kasse med dertil hørende rettigheder.

KFUKs Sociale Arbejde mener, at køb af seksuelle ydelser bør kriminaliseres ved lov. Vi ser et forbud mod køb af seksuelle ydelser forbuddet som et middel til at begrænse prostitution og til at ændre holdningen i samfundet. Men der er risiko for, at lovgivning påvirker mennesker i prostitution negativt, fordi markedet - og dermed indtjeningsmuligheder og kundegrundlag - bliver mindre. Et forbud kan derfor ikke stå alene, og en lovændring skal følges op af relevante lovændringer på socialområdet.

Hvor ofte griber politiet ind over for rufferi i Danmark?

I 2012 viser politiets tal, at der blev rejst 95 sigtelser for rufferi. I 2013 viste tallene, at der var sket et markant fald i sigtelser for rufferi. Der var 9 sigtelser for rufferi. Tallet for 2014 lyder på 40 sigtelser for rufferi, i 2015 var antallet af sigtelser nede på 14 og i 2016 på 11.

Hvilke ændringer har den danske prostitutionslovgivning gennemgået og hvornår?

Den tidligste bestemmelse om kvinder i prostitution findes i "Kong Hans Håndfæstelse" for hele Danmark fra 1496. Den indebar bl.a., at prostituerede skulle bære huer - halvt røde og halvt sorte - og klædedragter, der kunne adskille dem fra resten af befolkningen.
Bestemmelsen blev ophævet i 1522 med udstedelse af "Kong Christian den Andens Ordinants eller saakaldte verdslige lov". Den sagde til gengæld, at folk, der forbrød sig mod prostituerede, skulle halshugges.
1683: Prostitution blev forbudt ved Danske Lov. Kvinder, der bedrev utugt i horehuse, blev straffet med kagstrygning (pisk) eller indsat i spindehuset.
1815: Kong Frederik VI indførte et uofficielt politiregulativ, som skulle regulere de prostituerede og dermed forsøge at få kønssygdomme under kontrol. Kvinderne skulle hver måned lade sig undersøge og afgive forklaring på politikammeret om deres sundhedstilstand.
1840: Det var praksis, at en kvinde, der ernærede sig som prostitueret, skulle lade sig indskrive som "offentligt fruentimmer". Hun blev kun slettet af protokollen, hvis hun blev gift eller kunne dokumentere, at hun ikke ville lade sig prostituere igen.
1844: De prostituerede skulle nu undersøges for kønssygdomme en gang om ugen af en politilæge.
1863: Politiregulativet fra 1815 blev ophøjet til lov. Det betød, at tilsynet med de prostituerede blev lovmæssigt underbygget.
1866: Ny straffelov fastslog, at prostitution og rufferi var ulovligt og blev straffet med fængsling eller forbedringshus. De prostituerede kunne dog stadig frit udføre deres erhverv, hvis de lod sig indskrive som "offentlige fruentimmere".
1871: Kommunerne udenfor København blev bemyndiget til at fastlægge en ordning af prostitution og legalisere bordeller.
1874: Lov om "foranstaltninger til at modarbejde den veneriske smittes udbredelse" blev vedtaget. Den legaliserede ikke prostitution men derimod myndighedernes kontrol af prostitution. Loven indebar blandt andet, at politiet fik bemyndigelse til at tvangsindskrive kvinder som prostituerede, at pålægge dem forskellige indskrænkninger i den personlige frihed og de fik pligt til at lade sig underkaste regelmæssig kontrol for kønssygdomme hos politilægen.
1877:I København trådte "Regulativ for politiets tilsyn med Offentlige Fruentimmere i Kjøbenhavn" i kraft. Det betød, at politiet nu fik myndighed til ikke alene at føre tilsyn med de prostituerede og deres lægeundersøgelser men også deres bolig, færden på gaderne og bordellerne. Prostituerede skulle derudover bære en slags uniform, så man kunne kende dem. Sundhedspolitiet kontrollerede den offentlige prostitution, og de prostituerede skulle møde til to ugentlige lægetjek.
Deres sundhedsmæssige tilstand blev beskrevet i en såkaldt kontrolbog, som de skulle bære på sig. Derudover blev det bestemt, at de offentlige bordeller skulle ligge i særlige gader. For de prostituerede, der lejede sig ind på værelser, fastsatte politiet priserne på kost og logi, så de prostituerede ikke blev økonomisk udnyttet. Prostituerede måtte ikke bo sammen med deres børn, andre prostituerede kvinder eller kærester.
1895: Loven fra 1874 blev ændret så en kvinde ikke længere kunne tvangsindskrives som prostitueret.
1901: Tilladelsen til at holde bordel blev ophævet. Straffen var fængsel eller forbedringsarbejde indtil 2 år.
1905: Loven om, at de prostituerede skulle indskrive sig som "offentlige fruentimmere", blev afskaffet.
1906: Loven fra 1901 blev befæstet. Prostitution og bordelvirksomhed blev igen kriminaliseret og kunne straffes med tugthusarbejde, fængsel eller tvangsarbejde.
1930: Straffeloven fra 1866 blev ændret, så prostitution kun var strafbart, hvis den fulde indtægt kom fra prostitution, mens prostitution som bierhverv ikke var strafbart.
1999: Straffeloven blev ændret, hvilket betød, at prostitution blev afkriminaliseret. Til gengæld blev det gjort strafbart at købe seksuelle ydelser af mindreårige under 18 år. Bordelvirksomhed og rufferi er fortsat kriminelt.
2002: Menneskehandel blev gjort strafbart med op til 8 års fængsel.
2012: Opfordring til at kommunale medarbejdere skal hjælpe handicappede med kontakt til prostituerede fjernes.

Hvordan ser prostitutionslovgivningen ud i andre lande?

I dag er køb af seksuelle ydelser kriminaliseret i både Sverige, Norge, Island, Irland, Nordirland, Frankrig, Canada og Finland. Forbuddene mod køb af sex har virket, hvilket særligt er dokumenteret i Sverige, hvor loven ikke alene har begrænset prostitutionens og menneskehandlens omfang, men også har medvirket til en generel holdningsændring hos befolkningen. I Sverige har man således haft positive erfaringer med at indføre et forbund mod køb af sex.

Erfaringer har med et sådant forbud har også været gode i Norge. Den norske rapport ’Evaluering av forbudet mot kjøp av seksuelle tjenester’ fra 2014 viser, at prostitutionsomfanget i Norge er reduceret med 20-25 procent til sammenligning med året før et norsk forbud mod at købe seksuelle ydelser trådte i kraft.

I Holland har det siden 2000 været lovligt at tjene penge på andres prostitution som bordelejer, samt at prostituere sig. Det samme gælder for Tyskland, som lovliggjorde de samme forhold i 2002. I de to lande trives menneskehandel og tvungen prostitution, og der er således et markant internationalt netværk omkring prostitutionsmiljøet.

I Tyskland kan mennesker i prostitution registrere sig i en forening, men langt de fleste mennesker i prostitution er ikke registreret. Langt de fleste mennesker i prostitution i Tyskland er ikke tyskere, men kvinder, der kommer fra fattige lande med ringe arbejdsmuligheder. Siden 2017 har det været obligatorisk for mennesker i prostitution i Tyskland at registrere sig til de relevante myndigheder.

Et studie fra 2007 viser, at situationen for mennesker i prostitution i Holland ikke er blevet forbedret siden lovændringen, ej heller er trivslen blandt menneskene i prostitution øget. Et andet studie fra 2010 viser, at afkriminaliseringen og legaliseringen af sexindustrien i Holland ikke har medført et fald i den skjulte eller illegale prostitution.

Hvis du er interesseret i at vide mere om lovgivningen på prostitutionsområdet i andre lande, kan du besøge CAP – Coalition Abolition Prostitution’s hjemmeside.