Kontaktcentret Vesterbro, Blossom

Hjerterum for kvinderne på Kontaktcentret Vesterbro

Nyhed

I løbet af foråret har foreningen Blossom i samarbejde med Kontaktcentret faciliteret et 13-ugers kursusforløb, Hjerterum, for centrets kvindelige brugere med fokus på fællesskab og relationer.

Af Pernille Haarløv-Johnsen, Blossom

 

I begyndelsen af juni sad en gruppe kvinder i Kontaktcentrets baghave for at ønske hinanden god sommer, spise lækkerier og hygge. Årsagen var afslutningen på “Hjerterum”, en indsats faciliteret af non-profit organisationen Blossom i samarbejde med Kontaktcentrets personale.

Kontaktcentret Vesterbro er et værested, spisested og rådgivningssted for både mænd og kvinder, men i 3 timer om ugen de sidste 13 uger er dørene blevet lukket op igen efter lukketid hver tirsdag kun for kvinderne. Hjerterum er et 13-ugers kursus målrettet kvinder som har erfaringer med hjemløshed og udsathed. På Kontaktcentret har frivillige undervisere introduceret kvinderne til yoga, kreative aktiviteter, sund og billig madlavning, taget kvinderne med på udflugter og faciliteret samtalecafér. Med Hjerterum har Blossom til formål at skabe et trygt rum, hvor deltagerne kan være sig selv, socialisere med andre kvinder og opdage nye sider og styrker ved sig selv.

“Er de 13 uger allerede gået?” var en af de mest gentagne sætninger til afslutningen dér i solen. Tiden går alt for hurtigt, når man har det godt - dét var kvinderne enige om. For dem var det bedste ved forløbet at være del af et stærkt og inkluderende fællesskab. At lære hinanden at kende for første gang eller videreudvikle et eksisterende bekendtskab. Oplevelsen af fællesskab tager de med sig videre. Kvinderne fortalte:

“Nu kan vi tale sammen. Det synes jeg er et stort fremskridt.”

“Det har været rigtig positivt at komme her, og når jeg kommer hjem, føler jeg mig mere glad. Det har været rigtig, rigtig godt og ... jeg har følt mig velkommen og glad”,

“Jeg har lært de andre bedre at kende og jeg synes at livet er mindre besværligt. Man hænger i med neglene og (...) der er noget i mig, der er lettet.”

“Jeg var jo helt ny i huset, da vi startede op. Så kendte jeg ikke rigtig nogen. Så for mig har det været rigtig godt at lære jer alle sammen at kende (...) og jeg føler mig rigtig tryg ved jer allesammen.”

På kurset var der plads til at grine, til at græde, til at hygge, til at lære … og vigtigst af alt, at støtte hinanden. Kvinderne har haft gode oplevelser med at prøve ting, som de aldrig har prøvet før. En deltager beskrev f.eks. hvordan hun blev overrasket over sine egne kreative evner: “Jeg troede ikke, jeg var så kreativ. Men det er jeg åbenbart”. En anden stemte i: “Samme her. Det her med at male på porcelæn... Jeg havde aldrig troet, at det var mig”. De har også prøvet at være mere åbne end de plejer i mødet med andre: “Jeg plejer ikke at åbne mig så meget”, og vise sårbarhed: “Jeg har været hjemløs i 25 år, og jeg bliver bange fordi jeg ikke vil være det mere (...). Men jeg har følt mig tryg her”.

Fra Blossoms og Kontaktcentrets side kunne man simpelthen ikke ønske en bedre feedback end denne: at høre direkte fra kvinderne, hvor positivt kurset har påvirket deres dagligdag og at de håber at kunne få glæde af Hjerterum igen efter sommeren. Herlige afslutninger, der forudser en bedre begyndelse.

 

Rigtig god sommer!