Følgende er uddrag fra Kontaktcentrets 25-års jubilæums bog: 1973-1998. 

 

Der vil i fremtiden altid være brug for Kontaktcentret. Der vil altid være mennesker, der har svært ved at få styr på eget liv, og det er mit håb, at der til stadighed vil være professionelle og frivillige medarbejdere, der har kærlighed til medmennesket som fælles livsindstilling. På det grundlag vil Kontaktcentret kunne bestå.

 

Fanny Truels Jensen indså i 1973 det store behov for at støtte de svageste i vort samfund, og Kontaktcentret blev det første være- og rådgivningssted af sin art på Vesterbro. Fanny var kendt og elsket og huskes med taknemmelighed af brugere fra årene i Saxogade, som stadig kommer hos os. Æret være Fannys minde. 

 

Behovet for et værested på Vesterbro var dengang - som nu - meget stort. Det offentlige sociale netværk var med så store huller, at de dårligst stillede faldt igennem, og mere eller mindre blev overladt til sig selv og gaden.

 

Kontaktcentret startede i et nedlagt ismejeri i Saxogade, som bestod af et lille lokale, der blev kaffestue, et lillebitte køkken samt et kosteskab på 2m2, der blev indrettet som kontor. Man var meget tæt på hinanden. Det var ikke muligt at ‘gemme’ sig, men ikke desto mindre var besøgstallet med det samme 30-35 mennesker om dagen, og det skulle snart forøges til det dobbelte. 

Der blev serveret kaffe, te og mad og taget hånd om folk trods de ydyge lokaliteter. Fanny Truels Jensen var fra starten primus motor, igangsætter og den, som fik kommunen til at se behovet for stedets berettigelse, og der blev givet små tilskud i starten. 

Poul Erik Jørgensen var den eneste fastansatte i de første tre år af Kontaktcentrets levetid. Han fik hjælp fra frivillige damer fra Eliaskirken, Fannys veninder og andre ildsjæle. Senere kom studerende, diakonelever, værnepligtige og engagerede naboer til hjælp for det stigende antal hjemløse, alkoholikere og gadens folk. 

Langsomt begyndte også de unge narkomaner at finde vej til de små lokaler, hvor man kunne få hjælp til stort set alt: Hjælp til at finde bolig, samtaler til at afhjælpe sorger og hjælp til at komme misbruget til livs. 

Efter 1980 tog socialrådgiver Bente Houmann over som leder af Kontaktcentret indtil 1986. 

I begyndelsen var det ikke lysten der drev mig, snarere pligten. Men senere blev det, lad mig vove at kalde det kærligheden, der drev værket. Jeg tror nemlig, at et så vanskeligt arbejde kun kan drives af kærlighed. At give og modtage den.

 

Kontaktcentret havde mange flytninger i Bentes periode som leder. Først fra Saxogade til Oehlenschlægergade og videre til dets nuværende lokaler på Valdemarsgade. Årene i Kontaktcentret var fyldt med sorger, skuffelser og glæder af den umålelige slags, sådan som alt liv til alle tider vil være det. Men i Kontaktcentret var kontrasterne trukket skarpt op. 

Bente Houmann: “Huset ændrede sig meget. Fra at være et ‘sted’ med fortrinsvis ældre, blev det til et ‘sted’ med fortrinsvis yngre, samt flere kvinder. Rusmidlet skiftede til en vis grad fra alkohol til narkotika. Stort set alle gæsterne brugte et rusmiddel, og jo mere vi lærte deres liv at kende, jo bedre forstod vi denne flugt fra virkeligheden, men jo også fra et ansvar.

Mange døde i de år for egen eller andres hånd, mange, man var kommet til at kende og måske kommet til at holde af, var pludselig borte. Det faldt mig for brystet, når fx en ung mand på 22 år blev begravet, og der blev konkluderet, at det var bedst sådan. For hvem var det bedst? Det var nødvendigt at prioritere. Stofmisbruget tog til og det krævede andre ressourcer end alkoholproblematikken”. 

På trods af de ændrede problematikker, så var det tydeligt at se den forskel, som Kontaktcentret gjorde for deres brugere allerede dengang.

Bente fortæller: “Dagen startede kl. 7:30. Da stod de første gæster (og deres hunde) ofte forkomne - og altid sultne - i den lige så forkomne Saxogade, som den så ud i firserne. Snavset efter nattens oplevelser, husene og gadens forfald og mørke gav en lyst til at vende om med de franskbrød, man havde med sig under armen.

Men så kom kirketjener Mathis fra Apostelkirken - efter at have ringet solen op. Selv om solens stråler knap nåede ned i Saxogade, vidste vi nu den var der. Mathis kom morgenvagten i møde næsten hver dag. Han kendte brugerne gennem mange år og det gav ubeskrivelig tryghed, i hvert fald for mig, at have ham ved min side den første halve time.

Der blev nu tændt op i gaskaminen og gæsterne fandt deres pladser i det lille rum, hvor skyggerne var store og stemningen fuld af morgentræthed. Dagen var begyndt. Der ville komme ca. 100 mennesker den dag. Flere ville se kærligt på os og sige: “Havde vi ikke jer, havde vi ingen”.

Nogle gange havde vi ressourcer til en hyggeaften. Det var aftener, hvor vi dækkede op, så smukt det kunne blive, i de yderst primitive lokaler på Saxogade. Men der er ingen tvivl om, at skønhed avler skønhed og forfald det modsatte. Skønhed er et stort ord til beskrivelsen af vores opdækning disse aftener - men som sagt skal forholdene her ikke måles med den gængse målestok.

Aftenerne sluttede med salmer, sange og Fader Vor. Disse aftener var kælderen fyldt, sjældent har jeg hørt salmer sunget så inderligt eller følt så stærkt, at dette var en gudstjeneste.”

Ud fra Kontaktcentrets 40m2 administrerede de nogle gæsters medicin, endnu fleres penge, og der blev uddelt tøj og aflagt besøg i hjem, fængsel og på hospital. Der blev arbejdet nært sammen med sundhedsplejersker i området og med hjemmeplejen m.m. Muligheder for kontakt var anderledes end på socialforvaltningerne. 

I 1982 fik Kontaktcentret tildelt den årlige Vesterbropris. Da havde Kontaktcentret eksisteret i 9 år. 

I 1997 fyldte Kontaktcentret 25 år og i den forbindelse blev bogen “Kontaktcentret 1973-1997” udgivet. I den skriver daværende leder af Kontaktcentret Jane Mortensen (leder ml. 1993-1997) om Kontaktcentret: “25 år efter ser mange ting anderledes ud. Bl.a. er Kontaktcentret flyttet til et stort, smukt, dejligt hus i Valdemarsgade, stillet til rådighed af Københavns kommune.

Det er stadig meget nødvendigt, at Kontaktcentret er der. Nu besøger 150 mennesker og 30 hunde dagligt stedet, og serviceniveauet er stadig stigende til gavn for brugerne. Det faste personale er udvidet og der er stadig hjælp til de mangeartede problemer, som stadig findes blandt folk: Administration af penge, skaffe boliger, afhjælpe misbrug, trøste og støtte ved personlige sorger og ved sygdom.

Det er stærkt personligt engagerende og en livsstil at arbejde i Kontaktcentret. Det er på den ene side livgivende at prøve at hjælpe, og på den anden side en stærk oplevelse, at så mange trænger så meget. Utrolig opfindsomhed udfolder sig for at leve og overleve, og på trods af, at livet har vist sig fra vrangsiden for mange af dem, som nogle tillader sig at kalde de udstødte, så er de samme mennesker udstyret med mange ressourcer, humor og en utrolig evne til at bringe smilet frem.”

Spoler vi frem til år 2022, så står Kontaktcentret Vesterbro stadig stolt og stærkt på Valdemarsgade med mange faste brugere, samt fast personale. 

I 2023 fejrer Kontaktcentret 50 års jubilæum.