Du er her:

Pjentedamsgade 36, 5000 Odense C | Telefon: 6614 2979 | E-mail: mm@redenodense.dk

En rede af hjælpende hænder

Redens historie

I 1989 beskrev to socialrådgiverstuderende i deres afgangsprojekt behovet for et værested for gadeprostituerede i Odense.  De to studerende var opsøgende over for de gadeprostituerede i Odense, og fik på denne måde en god kontakt til kvinderne. På denne måde blev kimen til værestedet Reden Odense lagt.

De studerende kontaktede KFUKs Sociale Arbejde, som i forvejen drev Reden i København, og de støttede op om ideen. De ansatte Kirsten Wilhjelm, den ene af de studerende, som nu kunne videreføre sit arbejde som værestedsleder i den gamle brevduetotalisator i Ridehusgade 55. Her så værestedet Dueslaget dagens lys i 1990. Kirsten Wilhjem forblev ansat til 1995.

Dueslaget udviklede sig hurtigt til et velbesøgt værested for gadeprostituerede i Odense, og antallet af frivillige hjælpere steg ligeledes støt.

De første år var økonomisk trængte. Det lykkedes dog i midten af 1990’erne at sikre ressourcer til at ansætte endnu en medarbejder i værestedet.

I 1997 blev værestedets situation forbedret markant. Odense Kommune tilbød værestedet nye og mere rummelige lokaler i Pjentedamsgade 36, og der blev indgået en samarbejdsaftale mellem værestedet og kommunen, som indebar et driftstilskud på knapt 2 mio. kr. Det gjorde det muligt at ansætte flere hænder til at løse opgaverne.

Da værestedet pr. 1. oktober 1997 flyttede ind i Pjentedamsgade 36, skiftede det samtidigt navn fra Dueslaget til Reden Odense. Reden Odense omfattede da værested i stueetagen og et længe ønsket natherberg på førstesalen.

Årene 1999 og frem til 2002 var præget af meget økonomisk usikkerhed. I 2001 blev Tove Nielsen ansat som Centerleder. Fornyelser i samarbejdsaftalen med Odense Kommune betød i perioden væsentlige nedskæringer af det kommunale driftstilskud. Der måtte afskediges medarbejdere, og i 2002 var natherberget lukningstruet. Fyns Amt gik imidlertid ind og reddede natherberget.

Fra 2005 og frem modtog Reden Odense store flerårige bevillinger fra regeringens satspulje. Det blev dermed muligt at udvide åbningstiden og sikre opkvalificering af medarbejderstaben. Fra 1. januar 2006 blev det endvidere muligt for Reden Odense at styrke natherberget med socialfagligt personale.

I maj 2006 blev botilbuddet Dueslaget åbnet på Reden Odenses førstesal. Dueslaget måtte dog lukke igen ved udgangen af 2013, da financieringen til projektet løb ud.

I juni 2012 blev Mette Guul ansat som ny Centerleder og frem til i dag er der kommet mange nye tiltag og projekter i Reden Odense samtidig med at fokus altid holdes på det, som Reden gør bedst – at være et trygt og sikkert fristed for kvinder i prostitution og misbrug.

Reden Odense ser frem til de næste års spændende fremtid.