Du er her:

Kirstinesmindevej 19, 8200 Aarhus | Tlf: 29784580 | E-mail: kontakt-midtjylland@rederneskc.dk

Redernes Krisecenter Midtjylland

Målgruppe

Redernes Krisecenter Midtjylland er et landsdækkende krisecenter (§ 109) for kvinder i alderen 18-80 år, der er udsat for vold eller trusler om vold. Kvinderne har ikke mulighed for at medbringe børn på Krisecentret. Krisecentret er godkendt med fire fleksible herbergspladser (§ 110).

 

Krisecentrets målgruppe

Volden og truslerne kan komme fra mennesker, som kvinden er i familie med eller en partner/tidligere partner. Men det kan også være den vold og de trusler som findes i ”gademiljøet” og misbrugsmiljøet, da kvindens tætteste relationer og netværk muligvis befinder sig i det miljø.  

Volden kan bestå af - men er ikke begrænset til - fysisk vold, seksuelle overgreb, voldtægt, chikane, forfølgelse, stalking samt trusler og prostitutionsrelateret vold - herunder vold fra bagmænd.

Kvindens situation er ofte forværret af komplekse sociale problematikker, herunder misbruget og/eller psykiske udfordringer, som præger hendes livsførelse og livskvalitet. Særligt misbruget er årsag til, at kvinden ikke kan visiteres til almindelige kvindekrisecentre. 

 

Herbergets målgruppe

Redernes Krisecenter Midtjyllands herbergspladser er landsdækkende, dvs. kvinderne kan komme fra alle landets kommuner.

Vi kan huse kvinder i hjemløshed, som ikke disponerer over egen bolig eller værelse, men som er henvist til midlertidige boligalternativer, eller som bor midlertidigt og uden kontrakt hos slægtninge, venner eller bekendte.

Det kan også være kvinder i funktionel hjemløshed, der ofte har egen bolig de i kortere eller længere perioder ikke magter at benytte og derfor opholder sig på gaden eller overnatter på natvarmestuer, forsorgshjem, herberger, hos venner, ect.

Vi er et trygt hus, hvor man som kvinde kan få tid, ro og dét mentale overskud der gør, at man kan opnå varige livsforbedringer uden hjemløshed, misbrug og andre markante sociale udfordringer.