Værdighed

Værdighed for socialt udsatte

Nyhed

KFUKs Sociale Arbejde, Stenbroens Jurister, Mændenes Hjem og Kirkens Korshær er gået sammen om 12 konkrete forslag til mere værdighed for socialt udsatte.

Noget af det, jeg er mest stolt af i den nye regering, er vores ambitioner om en ny socialpolitik. For de mest udstødte og udsatte mennesker skal værdighed nu være det vigtigste”. Sådan lød det, da statsminister Mette Frederiksen holdt nytårstale 1. januar 2023.

I regeringsgrundlaget går ambitionerne igen sort på hvidt. Her ønsker regeringen at lægge grundstenene til en ny politik for de allermest udsatte. En politik, hvor de mødes med værdighed og på en måde, hvor vi tager langt bedre hånd om dem, som har allermest behov for det.

Ambitionerne bakker vi op om. Men tiden går. Ingen reform er landet. Selvom der er enighed om, at der virkelig er behov for at sikre værdighed. Prisen betaler de mest udsatte.

Det ved vi, fordi vi hver dag møder nogle af samfundets mest udsatte mennesker. Vi ser, hvad det er for nogle komplekse problemer, de kæmper med. Vi ser, hvordan måden, vi som samfund møder dem på, alt for ofte bidrager til at komplicere deres tilværelse. Og vi ser, hvad det har af konsekvenser, at regeringens ambitioner om værdighed ikke er omsat til handling endnu.

Det er ikke forslag til konkret politik, der mangler. Vi er fx gået sammen om 12 konkrete forslag til, hvor og hvordan der kan sættes ind, så ambitionen om mere værdighed for de mest udsatte bliver til virkelighed: 

1. Sæt stofbehandlingen fri 

Sidestil behandling med lægeordineret heroin med vilkårene i anden substitutionsbehandling. Og ændr rammerne, så fx kokainbrug kan erstattes af lægeordineret medicin.  

2. Flyt ansvaret tæt på borgeren 

Hjemløse skal have den hjælp, de har ret til. Også når der opstår uenighed mellem kommuner om, hvem der skal betale.

3. Sikr arbejdsforhold, der afspejler alvoren

Sikr stabile organisationer, der leverer effektive og omsorgsfulde indsatser, gennem tildeling af midler og tilsyn.  

4. Giv plads til faglig vurdering

Drop kasserne. Danmark er fuld af regulering, som tvinger socialarbejdere til at vælge mellem at overholde regler eller løse problemer. 

5. Indfør frit lejde til at anmelde vold og voldtægt 

Vold og voldtægt må aldrig være et livsvilkår. Der bør være frit lejde til at opsøge politiet og anmelde vold, voldtægt og anden grov kriminalitet, uden at der indledes undersøgelse af anmelderen.

6. Styrk det sociale frikort 

Fjern de snublesten, der fortsat udgør en barriere for, at de mest udsatte har tillid til ordningen. Og juster, så der bliver mulighed for trygt at afprøve flexjob eller arbejde videre for dem, der kan.

7. Skab hjem til ældre udsatte 

Udsatte lever længere. Det kalder på flere socialplejehjem og socialhospicer, hvor de mest udsatte kan få den intensive støtte og pleje, de har behov for.

8. Gør receptmedicin gratis

Fritag de mest udsatte for udgifter til al lægeordineret medicin, så sygdom og udsathed ikke bliver forværret, når pengene er få.

9. Indfør akut digital adgang  

Åben for digitale, tidsafgrænsede akutfuldmagter til særligt bemyndigede medarbejdere, så de kan hjælpe de mest udsatte med hastende problemstillinger, som kræver digital adgang.

10. Byg flere rum til værdige stofindtag 

Skab bedre rammer for etablering af mindre rum til værdige og mere sikre stofindtag dér, hvor de mest udsatte stofbrugere opholder sig og indtager stoffer i dag. Også udenfor København.

11. Stil diagnoser på gaden

Diagnosticering og behandling af psykiske lidelser skal kunne ske på gaden. Social udsathed må aldrig blive en undskyldning for at udskyde eller helt opgive psykiatrisk behandling. 

12. Hjælp i stedet for straf til stofbrugere 

Socialt udsatte med stofafhængighed betragtes som kriminelle, når de er i besiddelse af de euforiserende stoffer, som de er afhængige af. Det er på tide at ophæve kriminaliseringen og erstatte straf for stofbrug og afhængighed med en konsekvent hjælpebaseret tilgang.  

Vi håber, at ministeren og de øvrige politikere vil tage de 12 forslag med sig. Og vi håber inderligt, at de vil levere på en ambitiøs værdighedsreform. Nu. Det er på tide, at vi giver mennesker i udsathed den værdighed, de har manglet alt - alt - for længe.

Forslag til mere værdighed