Du er her:

Sjællandsgade 6, 8000 Aarhus C | Tlf. 86 20 44 74 eller 86 20 44 71 | Mail: as@reden.dk | Åbent kl. 12:00 - 22:00 alle ugens dage.

Reden Aarhus

Udsatte grønlændere i Aarhus skal opleve bedre effekt af sociale tilbud

Socialforvaltningen, Det Grønlandske Hus, Kofoeds Skole, Kirkens Korshær og Reden Aarhus fortsætter det tætte samarbejde omkring udsatte grønlændere i Aarhus. Kommunen har fået 5,6 millioner kroner til et projekt om støtte i særlige livsfaser hos udsatte.


 

(PROJEKTPERIODEN ER AFSLUTTET MEDIO 2020)

Projektet skal afprøve om metoden Critical Time Intervention (CTI) er velegnet til at yde støtte til udsatte grønlændere i en kritisk overgang, fx overgangen fra hjemløs til at bo i egen bolig – og om effekten øges, hvis de også tilbydes peer-støtte.

”Når den egentlige indsats er forbi, vil borgeren have en person i sit liv, som fortsat kan støtte ham eller hende i at fastholde motivationen til forandringer i livet, lette vejen mod øget selvforsørgelse og bedre livskvalitet og hjælpe ham eller hende med at styrke sit sociale netværk,” fortæller socialrådmand Thomas Medom.

”Undersøgelser viser, at grønlændere i Aarhus er mere udsatte end den øvrige befolkning som helhed. Samtidig er det svært at motivere dem til at deltage i og fastholde dem i sociale tilbud. Det grønlandske fællesskab trækker hårdt i brugerne, og ofte opfattes de sociale indsatser som mindre attraktive, fordi der er få eller ingen andre grønlandske deltagere,” siger Michael Alber, Kofoeds Skole.

Kort om projektet og CTI-forløb

CTI-metoden er en case-management-metode med fokus på rehabilitering, der er målrettet borgere, som har behov for støtte i en kritisk overgangsfase.

Målgruppen for projektet er socialt udsatte grønlændere i alderen 18 – 65 år, ligeligt fordelt på mænd og kvinder.

Målene på borgerniveau er, at borgerne via CTI-forløb i højere grad får tilgodeset deres støttebehov, tilegner sig øgede handlekompetencer, opnår bedre trivsel og i højere grad bliver i stand til at benytte støtteforanstaltninger. 

Med peerstøtten er det målet, at borgerne fastholder og gerne udbygger deres sociale netværk, som der er arbejdet med i CTI-forløbet. 

Med projektet vil man sammen med borgeren udarbejde en langsigtet plan, som tager afsæt i hans eller hendes ønsker og mål for fremtiden. Formålet med indsatsen er at stabilisere borgerens situation og styrke hans eller hendes forudsætninger for på længere sigt at kunne klare sig selv eller med begrænset støtte.

”Samtidig vil vi tilbyde peer-støtte. Disse støttepersoner skal have indgående kendskab til den grønlandske kultur, have boet længere tid i Grønland og kende til de udfordringer, der er i at flytte fra Grønland til Danmark – og meget gerne tale grønlandsk. Der ligger en vigtigt kulturel indforståethed i et sprog, og modersmålet er en tryg base at tale ud fra,” siger Jørn Holbech fra Det Grønlandske Hus.

Han suppleres af Niels Bjørnø fra Kirkens Korshær, der driver det grønlandske værested Naapiffik: ”Her tilbyder vi ikke blot et trygt tilholdssted med basale behov som mad og varme, men også elementer af grønlandsk kultur og sprog. Det gør Naapiffik til et attraktivt alternativ til ophold på gader og pladser, samt andre sociale tilbud for de udsatte grønlændere.”

Kirkens Korshær støtter derfor, sammen med de andre private organisationer, Kofoeds Skole og Reden Aarhus, op om gennemførelse af CTI-forløb og facilitering af aktiviteter for de udsatte og peer-støtterne.

”Vores opgave er primært at motivere borgerne til at deltage i et CTI-forløb og fortsat styrke det samarbejde, projektorganisationens parter har med en helhedsorienteret tilgang,” fortæller Anders Sørensen, Reden Aarhus og fortsætter: ” ”Det tætte samarbejde i projektet er en udbygning og en naturlig følge af det gode samarbejde, der blev skabt i forbindelse med Strategien for udsatte grønlændere i Danmark.”

Projektet løber fra november 2017 og frem til 2020. Projektet er et samarbejde mellem Socialforvaltningen, Det Grønlandske Hus, Kofoeds Skole, Kirkens Korshær og Reden Aarhus. Der er givet 5,6 millioner fra Satspuljen til projektet.

 

 

Yderligere information om projektet fås hos:

 

  • Anders Sørensen, Reden Aarhus, tlf. 26 83 36 16
  • Projektleder Susanne Corydon Harritsø, Sociale Forhold og Beskæftigelse, tlf. 41 85 60 12