Kronik: Tvangshjemsendelse hjælper ikke prostituerede

Skal man hjælpe de kvinder, der kommer til Europa for at arbejde i prostitution, kræver det en langt mere grundig og individuel sagsbehandling.

DE FLESTE AF OS føler et stort behov for at hjælpe, når vi hører om udenlandske kvinder, der lever en udsat tilværelse i prostitution her i Danmark. Og det er nødvendigt med hjælp, for disse kvinder lever et ekstremt udsat liv, hvor de ofte er udnyttet, og hvor vold og trusler ofte er en del af hverdagen.

Men hvis man vil hjælpe, så skal man også have en klar forståelse af, hvad det er for et problem, man står over for.

Med vores baggrund som hhv. migrationsforsker og forstander i Reden International vil vi her give et mere nuanceret billede af de vilkår, kvinderne lever under - og komme med bud på, hvordan vi kan hjælpe kvinderne bedre, end vi gør i dag.

Langt størstedelen af de kvinder, der står på gaderne i København, kommer fra Nigeria. Men selv om nigerianske kvinder har solgt sex i Danmark de sidste cirka 15 år, så skal de nigerianske kvinder, vi møder på gaden nu, i høj grad forstås i lyset af migrationskrisen.

Denne sommer var jeg (Sine Plambech) på feltarbejde på Sicilien i forbindelse med et forskningsprojekt om migration. Her mødte jeg de nigerianske kvinder, der ankommer med bådene fra Libyen. På trods af oplysningskampagner i Nigeria og millioner brugt på bekæmpelse af menneskehandel i Europa har der aldrig været så mange nigerianske kvinder, der krydser Middelhavet, som nu. En IOM-rapport viser, at antallet af nigerianske kvindelige migranter, der ankommer til Italien med båd fra Libyen, er steget 600 procent til cirka 11.000 inden for de seneste to år. Kvinderne rejser fra fattigdom og arbejdsløshed og tager til Europa med drømmen om et bedre liv for dem og deres familier.

De fleste af dem, der rejser nu, ved godt, at de skal sælge sex i Europa, f. eks. i Danmark. De kender bare ikke vilkårene, og i et Europa uden jobmuligheder ender de sårbare og udnyttede i farlige situationer.

DE NIGERIANSKE KVINDER er særligt mærket af en meget barsk tur til Europa gennem Saharaørkenen, hvor de har set og oplevet ting, som kun de færreste kan forestille sig. Flygtningelejrene på Sicilien er fyldte, og kvinderne rejser hurtigt videre. Hvis de, som nogle kvinder gør, arbejder fra lejrene, tjener de omkring 10 euro per kunde. I København tjener de cirka 80 euro pr. kunde. Der er derfor intet, der tyder på, at der vil komme færre til Danmark i de kommende år.

Kvinderne finansierer den farlige rejse ved at tage lån, som regel fra bagmænd og -kvinder i Europa, som lover dem gode indtjeningsmuligheder. Lånet finansierer rejsen, falske dokumenter og sikrer, at nogen har lovet én et arbejde ved ankomst (hvis man er heldig og kommer så langt). Derudover kommer der renter, som ofte er eksorbitante. Vi har set eksempler på nigerianske kvinder, der skylder op til 370.000 danske kroner.

I Reden International på Vesterbro møder vi mange af de nigerianske kvinder - blandt andet i vores Natcafé, hvor de anonymt kan få en tiltrængt pause, støtte og rådgivning. Når de lige er ankommet, har de ofte endnu troen på, at det skal lykkes at betale gælden af og kunne sende penge hjem. Efter længere tid er det tydeligt, at de er trætte og meget pressede. Nogle er blevet snydt, truet og udnyttet, og andre har tjent penge på, at de har solgt sex under svære vilkår. De er stressede over, hvor få penge de tjener, og hvor dyrt det er at leve i Danmark. Hvis de ikke tjener penge nok, bliver de truet, ofte med at det kan gå ud over deres familie i hjemlandet. Vi har eksempler på, at familiens hus i landsbyen bliver brændt ned eller søskende er kidnappet.

Mange af dem er også påvirket af et ekstremt udsat liv i prostitutionsmiljøet og blandt kriminelle. Som udenlandske kvinder er de meget udsatte for udnyttelse, vold og voldtægt. I Redens Natcafé har vi renset brandsår fra cigaretter, støttet, så godt vi kunne, efter sår fra næveslag i ansigtet, kvælertag og meget andet. Vi prøver at få kvinderne til at beskrive gerningsmændene, så vi kan advare de andre kvinder og give oplysningerne videre til politiet. Kvinderne selv går ikke til politiet. De har ingen gode erfaringer med at stole på myndigheder, og de er først og fremmest bange for at blive sendt hjem. Derfor bliver volden stort set aldrig anmeldt.

Det er svært at bære, at der på den måde er carte blanche til at udsætte kvinder for vold, og at der går voldsmænd frit rundt, men sådan er virkeligheden.

Når de udenlandske kvinder møder politiet, sker det som oftest i forbindelse med en razzia, hvor de enten ender i kategorien ' offer for menneskehandel' eller ' ulovlig udlænding'. Men som forskningen har vist i flere år, så er det alt for forsimplet bare at dele udenlandske kvinder, der sælger sex, op i de to grupper ' handlet' eller ' ikke handlet', ' offer' eller ' ikke offer'. Samspillet mellem frivillighed og tvang i migrationsprocessen ind i sexindustrien er langt mere kompleks end enten/eller. Derfor ser vi ofte, at det er relativt tilfældigt, hvem der identificeres som handlet, og hvem der ikke bliver det.

MANGE AF KVINDERNE oplever ikke sig selv som handlede. Man bør derfor være varsom med at opdele i en gruppe, der er handlet og derfor har rettigheder, og en gruppe uden. De norske forskere Skilbrei og Tveit foreslår i stedet at dele kvinderne op i fire mere realistiske grupper:

Gruppe 1 er de nyankomne. Det er dem, der netop er ankommet til Europa og stadig er håbefulde. De ser ikke hjemsendelse som en mulighed og vil formentlig rejse mod Europa igen, hvis de blev sendt hjem.

Gruppe 2 er de erfarne, men håbefulde. De har indset realiteterne om et hårdt liv i Europa, men håber stadig på at kunne klare sig her. De er sjældent interesseret i at rejse hjem; kun hvis der er udsigt til reelt arbejde og sikker indtjening, som økonomisk kan opveje mulighederne i Europa.

Gruppe 3 er de desillusionerede. De har givet helt op og føler sig presset til at arbejde i prostitution enten af deres familie og/eller for at betale gæld af. De har ryggen mod muren, og nogle vil allerhelst hjem, hvis de kan se en fremtid der. Men de har brug for substantiel hjælp, økonomisk som social, hvis de vender hjem.

Gruppe 4 er de relativt succesfulde. Det er kvinder, som føler, de har fået noget ud af at komme til Europa. Deres mål er blevet justeret med tiden, de har gennemgået barske ting, men de mener stadig, deres situation er bedre end i hjemlandet. Nogle af kvinderne har fået ophold i Europa. Disse kvinder bliver en slags rollemodeller for unge kvinder i Nigeria, der drømmer om Europa.

De fire grupper møder vi også i Reden International. Der er selvfølgelig overlap, men den centrale pointe er, at de grundlæggende har brug for forskellige former for hjælp. Nogle har brug for kondomer, andre sundhedstilbud og oplysning, og endelig har nogle behov for hjælp - ofte meget hjælp over lang tid - til at komme hjem. Al forskning viser, at der bliver brugt mange ressourcer på kvinder, der ofte afviser hjælp, hvis den ikke er tilpasset deres individuelle behov.

Men den nuværende politik på området giver ikke mulighed for et individuelt fokus.

DEN DANSKE INDSATS på området består overvejende i en ' Handlingsplan til bekæmpelse af menneskehandel', som fi-nansierer forskellige indsatser og aktører - herunder en del af arbejdet i Reden International. Men selv om vi nu er på vej mod den femte handleplan siden 2003, så bygger politikken stadig på en forsimplet forståelse af problemet: Når de udenlandske kvinder i dag møder det offentlige Danmark, sker det som regel via politirazziaer på gaden eller i lejligheder. De kvinder, der bliver taget i en razzia, bliver på baggrund af en kort samtale vurderet som handlede eller ikkehandlede.

I Danmark giver vi på trods af international kritik ikke ophold til ofre for menneskehandel. De får i stedet en 30-dages refleksionsperiode til at beslutte, om de vil samarbejde om hjemsendelse. I den periode bor de på et krisecenter. Hvis kvinden samarbejder, kan refleksionsperioden udvides til tre måneder. Derefter skal de tilbage til hjemlandet. Men virkeligheden er, at de allerfleste kvinder ikke vil sendes hjem. De rejste jo netop fra et vanskeligt liv, og det er ofte endnu sværere at vende hjem med gæld og traumer i bagagen.

I Nigeria fortæller hjemsendte kvinder om at blive udsat for vold, når de kommer hjem. Ikke nødvendigvis fra deres bagmænd, men fra væbnede røvere og andre kriminelle. Nigeria er et yderst vanskeligt land at klare sig i som enlig, hjemsendt kvinde. Kvinderne må desuden leve med det dobbeltstigma, det er at være prostitueret og blevet deporteret (kvinderne kalder det deportering, selvom vi her i Danmark kalder det forberedt hjemsendelse).

Derudover skal de hele tiden betale af på gælden. De oplever det ofte ikke som en redning at komme på krisecenter uden mulighed for at tjene penge. Tværtimod giver det dem bare flere problemer. Derfor vælger mange af kvinderne at forlade krisecentret for at gå på gaden igen og tjene penge.

Den politiske reaktion på migrationsproblematikken har i mange år været et stigende fokus på hurtigst muligt at sende udlændinge tilbage, hvor de kom fra. I praksis fører vi den samme politik over for ofre for menneskehandel, på trods af at der her er tale om ekstremt udsatte og pressede mennesker med meget få handlemuligheder.

Vi mener, at der er behov for et andet, mere realistisk og ikke mindst humanitært perspektiv, hvis vi skal hjælpe flere udsatte kvinder, som er ofre for grov udnyttelse eller menneskehandel.

Vores udgangspunkt er, at alle mennesker skal hjælpes og behandles ordentligt uanset deres opholdsstatus og handelshistorie. Alle bør have adgang til at tage på hospitalet, hvis de er syge, og på skadestuen og til politiet, hvis de har været udsat for vold eller voldtægt. I dag betyder truslen om hjemsendelse og politirazziaer, at kvinder bliver ofre for vold og voldtægt, uden at gerningsmanden bliver fundet. Men kvinderne burde ikke være bange for at gå til politiet. Hvis de får mulighed for frit lejde ved anmeldelser, vil det betyde, at færre volds-og voldtægtsmænd gik fri.

Det nytter heller ikke at være blind over for det faktum, at kvinderne har behov for at tjene penge. I dag siger de ofte nej til tilbuddet om hjælp, fordi de skal tjene penge til familien i hjemlandet og til at betale gæld til bagmænd/-kvinder eller menneskesmuglere. Og det kan de ikke, som tilbuddet er i dag. Hvis de har mulighed for at tjene penge i refleksionsperioden fra første dag, så vil flere kvinder ganske givet tage imod hjælp og rådgivning.

Det er også vores erfaring, at hvis man har opbygget en tillidsfuld relation til ekstremt udsatte mennesker, så er det lettere for dem at række hånden ud efter hjælp, når de er klar til at tage imod den - f. eks. når en nigeriansk kvinde overvejer hjemsendelse. En længere og grundigere udredningsproces og en refleksionsperiode på mindst seks måneder vil gøre det muligt at udvikle et tillidsfuldt forhold til kvinden, finde ud af, hvordan hun ser på situationen, hvem der udnytter hende og hvordan, hvad der skal til for at få et bæredygtigt liv i hjemlandet, og om hun vil bidrage til efterforskningen og vidne mod sine eventuelle bagmænd.

Erfaringer viser dog, at man skal være varsom med kun at tilbyde længere ophold, hvis kvinden samarbejder med politiet. Staten bør ikke forhandle om beskyttelse af sårbare mennesker for at opklare kriminalitet.

Det er også muligt at målrette indsatsen mere. Det er langt bedre at satse på bæredygtige hjemsendelser for dem, der rent faktisk vil hjem. Så er de meget mere aktive i at prøve at få et godt liv i deres hjemland. De, der klarer sig bedst, er dem, der har et godt netværk at vende hjem til. Hvis man bliver sendt hjem mod sin vilje, vender man tilbage til præcis det, man forlod - nu bare med gæld og bristede illusioner. Derfor viser al forskning, at det kræver en målrettet og tålmodig indsats, før der er skabt realistiske og bæredygtige hjemsendelser.

Endelig er det nødvendigt at arbejde for en anden international indsats. I de seneste år har det politiske svar på migrationen været at gøre det sværere at rejse ind i Europa. For migrantkvinder i prostitution har det en meget konkret pris: Gælden er steget i takt med, at Europas grænsekontrol er intensiveret. Og jo sværere det er at komme ind i Europa, jo mere gæld har kvinderne, desto mere kan de udnyttes. Jo mere de skal holde sig under radaren af frygt for deportering, jo mindre hjælp vil de tage imod, og desto mere kan de udnyttes. Svaret er ikke at gøre det sværere at komme ind i Europa, uden at der er skabt jobmuligheder og bedre livsbetingelser i kvindernes hjemlande.

Vi er godt klar over, at vores forslag ikke matcher den dominerende politiske dagsorden, som primært handler om hurtig hjemsendelse. Men vores viden fra forskningen og dagligdagen på gaden siger os også, at den nuværende tilgang - på trods af gode og velmenende indsatser - ikke lever op til det politiske mål, om at ofre for menneskehandel skal tage imod forberedt hjemsendelse.

Det kræver, at vi skaber flere muligheder i indsatsen - og det ligger primært på udlændingeministerens og justitsministerens bord.