Italien

Reden International styrker relationerne på studietur til Italien

Nyhed

Reden International vender tilbage efter studietur i Italien. Og de har gode nyheder med hjem.

I midt november drog Reden Internationals medarbejdere en tur til Italien, for at besøge andre organisationer, der arbejder med ofre for menneskehandel i Sydeuropa. De besøgte blandt andet Napoli, Caserta, Castel Volturno og Salerno. Valget faldt på Italien, da en del af Reden Internationals målgruppe netop kommer via Italien, så der var store muligheder for at udvikle best practices og få inspiration til nye tiltag i Danmark, ifølge Teamleder i Reden International Malene Muusholm.

De lagde ud med besøg hos Dedalus, en NGO, der koordinerer regionens indsats ift. ofre for menneskehandel. Her gik diskussionen på de svære miljøer som NGO’erne arbejder i; tusindvis af udokumenterede migranter, der står i stampe uden adgang til formelt arbejde, hvor menneskehandel og udnyttelse er meget udbredt. En situation, der gør NGO’er som Deludas endnu vigtigere. Derefter drog de til Castel Volturno, en by med fordums storhed, der nu huser tusinder af mennesker fra Nigeria, Ghana, Rumænien, Kina osv.

Turen gik derefter til Salerno, hvor NGO’en Arci Salerno huserer. Deres inspirerende medarbejdere fortalte om deres opsøgende gadeplansarbejde, om deres projekt for migranter og ofte for menneskehandel og vi var så heldige at se ét af deres krisecentre. I forhold til de tilbud der findes for ofre for menneskehandel i Danmark, kan de i Italien tilbyde op til imponerende 18 måneders assistance, som sigter mod ophold og social inklusion i samfundet.

 

Det var meget interessant at høre om lovgivningen i Italien på menneskehandelsområdet; det er nemmere at få humanitært ophold og deres 18 måneders reintegrationsprogram var inspirerende. De var dybt forargede over at høre om de manglende tilbud til ofre for menneskehandel i et land så ressourcestærkt som Danmark.
Malene Muusholm, Teamleder Reden International

 

På den mere alvorlige front, står det klart at NGO’erne kæmper voldsomt for økonomiske midler og de skal navigere i et minefelt af problemstillinger, hvor den sociale inklusion vanskeliggøres voldsomt af mangel på jobs til målgruppen. Dagen afsluttedes med et rørende besøg ved Salerno kirkegård, hvor man i 2017 begravede 26 unge kvinder fra Nigeria, som druknede i Middelhavet. 10 af gravene er på byens kommunale kirkegård - kun to af kvinderne er identificerede.

Studieturen så sin afslutning i Caserta hos Casa Rut, der er drevet af Orsolinesøstrene. De har siden 1996 haft 600 kvinder boende i deres krisecenter (igen størstedelen kvinder fra Nigeria) og hele 80 børn er født der. Søstrene har udviklet en socialøkonomisk virksomhed, hvor kvinderne på shelteret samt kvinder i efterværn kan uddannes og arbejde. Et imponerende stykke arbejde, hvor de forsøger at løse de svære udfordringer med mangel på jobs, økonomisk støtte og integration.

 

Vi vender hjem med et udvidet perspektiv på vores arbejde – især den socialøkonimiske virksomhed som Orsolinesøstrene havde udviklet, var virkelig inspirerende. Samarbejdet mellem organisationerne er blevet styrket og vi kunne allerede, samme uge som vi kom hjem, samarbejde om en sag, da en ung kvinde skulle sendes hjem af samme vej. Det er vigtigt med et stærkt netværk af NGO'er på menneskehandelsområdet, da organisationerne bag menneskehandlen selv forgrener sig til det meste af verdenen. 
Malene Muusholm, Teamleder Reden International