Frejas historie: Kampen for at være en almindelig pige

Af: Camilla Kallan Larsen

Nu sidder hun foran mig i sine hullede jeans - med nyklippet hår og sejr i blikket. Klar til at fortælle sin historie. Klar til at vise hele verden, hvem hun er. Og hvad det har krævet at nå dertil, hvor hun er i dag.

Hvad er det for en Freja, der sidder foran mig i dag?

”Det er en pige, som virkelig går op i sine ting. Og som virkelig gerne vil have en uddannelse og bare gerne vil have lov til at være en helt almindelig ung pige, der skal videre i livet. Som har en kæreste, har en masse gode veninder, har en kontaktperson, der hjælper én. Ingen angst overhovedet. Har styr på skolen, arbejdet, mig selv.  

Førhen var jeg meget nedgørende mod mig selv. Jeg kunne ikke kigge i et spejl, uden at jeg var sådan lidt; føj. Nu nedgør jeg i det mindste ikke mig selv mere. Og jeg har det fint med min krop. Før havde jeg det så dårligt. Jeg kastede jo nogle gange op, fordi jeg fik det psykisk dårligt. Så min krop reagerede på det. Og det gør den ikke mere.

I december 2021 blev jeg Månedens Medarbejder, fordi jeg var jo i gang med at flytte fra Redernes Krisecenter, og jeg havde en skole, men jeg kunne også sagtens komme på arbejde. Og jeg brokkede mig ikke. Overhovedet. Jeg gjorde det bare. Så jeg blev Månedens Medarbejder, fordi de kunne se, hvor meget jeg knoklede, og at jeg faktisk godt ville det her”.  

Hvilken situation stod du i, da du kom til Redernes Krisecenter?

”Jeg var blevet smidt ud af min mor. Min mor er handicappet. Hun fik en blodprop i hjernen, da hun var 25 år. Jeg har kun oplevet hende syg. Hendes følelsesmæssige register er ikke ligesom os andres. Hun kan ikke se konsekvenserne, når hun er i det.

Det er først flere timer efter, at hun måske kan huske, hvad hun har gjort, og måske siger; ej, nu må du gerne komme hjem igen. Og min far er alkoholiker. Han er jo en god far, når han ikke drikker. Men når han desværre drikker, så kan man ikke mærke ham. Så lukker han fuldstændig i. 

Enten prøver han at være fjollet og sige, at han skal skide i stuen, og ellers bliver han aggressiv, hvor han kan tage fat, og så ved han ikke, hvor hårdt han tager fat. 

Så jeg har levet i mange år, hvor jeg ikke kunne have nogle veninder med hjem overhovedet. Og jeg kom nogle gange ikke i skole. Fordi jeg var den voksne derhjemme for mine forældre. Lige inden jeg fyldte 19 år, smed min mor mig ud igen, fordi hun mente, at jeg brugte for meget tid på at skulle have stoffer. 

Jeg var afhængig af mange stoffer dengang. Det var den måde, jeg flygtede fra tingene på. Så blev jeg bare til sidst træt af, det der med, at så kunne jeg komme hjem, og så kunne jeg ikke komme hjem. Og så gad jeg bare til sidst ikke mere. Så hjalp min kontaktperson på det tidspunkt mig med at komme her på Redernes Krisecenter”.

Hvordan var det at komme på  Redernes Krisecenter?

”Det var noget helt nyt, og jeg vidste ikke, hvordan jeg sådan lige skulle reagere. Om jeg skulle være ked af det. Om jeg skulle være vred. Jeg var meget tom. Fordi jeg stod i en helt ny situation.  

Jeg havde kun få ting, så jeg måtte få min kontaktperson til at køre mig hjem og gå med mig ind, så jeg kunne få flere af mine ting med hjemmefra. Det var sådan, at hvis jeg ikke kom og hentede mine ting, så ville min mor bare smide det ud. Jeg havde det sådan dengang, at nu har jeg levet i 19 år med det her, og nu gider jeg bare ikke mere.

Min mor har jo prøvet at stikke min far ned med en kniv, og der ringede vi jo også efter politiet. Men der var ikke noget, når hun snakkede med dem. Fordi hun kan ikke huske bagefter, hvad hun har gjort”. 

Var der ingen, der var opmærk somme på den situation, som du  og din familie stod i?

”Skolen reagerede og kontaktede myndighederne, og så fik jeg jo en kontaktperson. Men så gik det lige pludselig godt, og så droppede de det hele. Og så kunne der gå et stykke tid, så ramlede det hele igen. Og sådan blev det bare ved.

Sagsbehandleren i kommunen sagde også, da jeg kom her; ja, vi skulle jo nok have fjernet dig. Men det er jo så bare for sent nu. Det hjælper ikke, at de siger det nu, for jeg kan ikke bruge det til noget.

Jeg har også været i psykiatrien flere gange, fordi jeg har levet med angst. Men de blev bare ved med at sige til mig, at jeg skulle gå hjem og kigge mig selv i spejlet og sige, at jeg var god nok. Nogle gange så fik jeg det så svært, at jeg ikke kunne trække vejret, og så besvimede jeg jo af det.

Det var nærmest som om, at jeg faktisk var død, fordi folk kunne nive mig og alt muligt, og jeg kunne sidde inde i mig selv og sige; av, det gør ondt, lad være med det. Men jeg vågnede simpelthen ikke af det. Fordi min krop lukkede simpelthen så meget ned, fordi det var den måde, den sådan skulle forsvare sig selv på. Og så var jeg jo på stoffer og det hele.

Men så da jeg kom til Redernes Krisecenter, så valgte jeg at sige, at nu vil jeg i behandling. Så jeg ko i behandling, og blev clean, så jeg kunne komme i voksenpsykiatrien. Og de sagde jo med det samme; du har angst. Og jeg har også OCD. Og jeg har også lidt PTSD. Det var faktisk sådan, at jeg havde levet i 7 år med angst uden at få noget behandling og kun snakke med folk.

Det var først, da jeg blev 20 år, at jeg kom i behandling for min angst, og ikke længere fik nogle anfald overhovedet. Jeg kunne tage bussen i skole. Jeg fik et arbejde. Jeg kunne lige pludselig mange flere ting, fordi jeg ikke fik de angstanfald længere”.

Hvad gjorde Redernes Krisecenter for at hjælpe dig?

”Den økonomidame, som Redernes Krisecenter har, hjalp mig med at lægge et budget for mig. Og hun hjalp mig med at kigge på, hvad mit behov var. Jeg ville gerne have mit eget bad og køkken, fordi jeg var lidt bange for at skulle dele med andre på grund af min angst.

Jeg har også svært ved at stole på folk, men jeg blev virkelig tryg ved min kontaktperson, Pernille, fordi hun dømte mig ikke for noget. Jeg kunne komme til hende og sige; jeg er sgu kommet til at suge noget kokain, og så var hun sådan lidt; Ja. Ups. Det var det. Og så må vi bare komme videre derfra. Der var ikke noget med at sige; puha eller skam dig eller noget.

I december 2021 fik jeg nøglerne til min lejlighed. Der hjalp Redernes Krisecenter også helt vildt meget, fordi jeg har kørekort, men ikke nogen bil, og jeg har jo ikke rigtig kontakt til nogle i min familie.

Jeg kendte jo ingen, der kunne hjælpe mig. Jeg fik lov til at kigge her i garagen og i kælderen og bare tage det, jeg havde brug for. Og så kørte de med mig til Ringe, og tog alle mine møbler derfra, og kørte ud med dem til lejligheden. Hvis jeg skulle have stået med det helt selv, så ville jeg jo være gået i panik. Så er det jo der, at min angst den kommer, fordi jeg tænker; åh nej, hvad skal jeg nu gøre?”

Er du ude af dit stofmisbrug nu?

”Jeg har ikke rørt noget, siden jeg startede med at komme på Redernes Krisecenter. Det var jo for at flygte fra alt det, der skete derhjemme. Og for at kunne klare smerten. Jeg ville jo ikke mærke smerten, og mærke, at jeg var ked af det og alt sådan noget. Så derfor tog jeg stoffer eller drak mig megahamrende stiv.

Især i starten kunne jeg godt føle nogle gange, at jeg godt kunne bruge det. Men jeg prøver også at tænke på; nej, fordi du får det pissedårligt bagefter. Mit nervesystem brød jo sammen på grund af coke. De basale funktioner var bare ødelagt, fordi jeg havde været på stoffer, siden jeg var 13 år.

Det var mest coke og hash, jeg var på. Men så stoppede jeg, fordi jeg kunne ikke tåle det. Og jeg ville også gerne videre med min uddannelse.

Jeg ville gerne have en uddannelse. Fordi der er ingen i min familie, der har fået en gymnasial uddannelse. Så jeg vil gerne have en hue på. Og der skal også stå i min hue: ”I did it”. Fordi der er ikke andre, der har gjort det i min familie. Jeg er den allerførste, der gør det”.

Hvad vil du gerne bruge din uddannelse til?

”Jeg har 1 år tilbage af min 2-årige HF-uddannelse. Fagene er målrettet pædagoguddannelsen. Jeg vil gerne arbejde med unge mennesker. Jeg har selv et par ting i bagagen, så jeg kan bedre forstå dem.

Jeg vil ligesom sige; hvad kan jeg gøre for dig? Hvad har DU behov for? Fordi der var jo ikke nogen, der hørte mig, hvad jeg havde brug for, eller hvordan jeg havde det, da jeg var lille. Når jeg kom hjem med en karakter, så har jeg sgu aldrig nogensinde fået et; det er godt gået. Der har jeg fået at vide; der er en opvask, og den kan du tage nu”.

Hvad har det givet dig at være på Redernes Krisecenter?

”Jeg kender mig selv bedre, fordi jeg har fået lov til at mærke mig selv her. Og virkelig mærke, at det er okay at være ked af det. Og det er okay at være vred. Også fordi der har været nogle her, der kunne gribe mig. Og der har været nogle, der kunne komme og sige; hvad har du brug for Freja? Har du brug for bare et kram?

Der var ikke nogen, der sagde; du må ikke græde, fordi det er forkert. Der var altid nogen til at gribe mig. Hele tiden. Og man kunne komme ned kl. 03.00 om natten, og så kunne man sidde inde i stuen og se en film og bare hygge. Og der var nogen til at gribe én”.

Hvordan er forholdet til dine for ældre i dag?

”Det gode er, at jeg har min egen lejlighed nu. Fordi jeg kan godt snakke med dem, men jeg kan også godt sige; jeg har ikke lyst til at snakke mere. Jeg kan ligesom selv sige, om jeg vil have dem ind, eller om jeg ikke vil have dem ind. Og det tror jeg også er godt, fordi de er stadigvæk mine forældre. Det er stadigvæk dem, der har lært mig nogle ting. Men der er også bare nogle ting, hvor jeg er nødt til at sige, det har jeg ikke lyst til længere.

For eksempel hvis jeg er hjemme ved dem, og de begynder at skændes over et eller andet, så siger jeg bare; jamen, vi ses. Fordi det er ikke det, jeg er kommet for at opleve. Det har jeg oplevet rigeligt. Så smutter jeg. Det er også ganske fint at kunne have den balance og sige; I må gerne komme og besøge mig, men hvis der er det mindste, så er det ud. Så kender I døren”.

Hvad tænker du, når du kommer tilbage til Redernes Krisecenter efter at have været indskrevet her tidligere?

”Jeg vil aldrig ønske for nogen, at man ender her, fordi det er ikke det, der er meningen med ens liv. Men det er rart, at der er steder som Redernes Krisecenter til at gribe folk, når de har brug for det. Jeg ved ikke, hvad jeg ville have gjort, og hvor jeg ville have været henne i dag, hvis jeg ikke havde haft den her mulighed.

Så havde jeg sikkert tænkt; jamen, så kan det hele også bare være lige meget. Så var jeg slet ikke kommet videre. Overhovedet. Så jeg ønsker ikke, at nogen skal ende her. Men hvis man ikke har andre muligheder, så er det også det bedste sted at lande. For der er så mange muligheder her. Du kan finde dig selv. Og du kan komme så langt ud på den anden side.

Jeg er kun 21 år gammel. Jeg er den yngste, der har været på Redernes Krisecenter. Og jeg har oplevet meget, og jeg kom videre fra det hele. Så kan alle andre kvinder, der også er her, komme videre”.

 

(Artiklen er bragt i Budstikken i september 2022)