Health,sundhedsaftale,sundhed

KFUKs Sociale Arbejde mener:

Nyhed

Ny sundhedsaftale hjælper ikke socialt udsatte med at finde bedre rundt i sundhedssystemet.

Regeringen og Dansk Folkeparti har netop fremlagt en sundhedsaftale, der blandt andet skal sikre flere læger og sygeplejersker samt mere nærhed og bedre behandling til især ældre og kronikere i sundhedssystemet. Socialt udsatte og de komplekse problemer der kan knyttes til social ulighed nævnes ikke.

I en kommentar til sundhedsudspillet fra februar på Altinget.dk rejste KFUKs Sociale Arbejdes generalsekretær, Helle Jarlmose, spørgsmålet om hvem der skal hjælpe de socialt udsatte med at finde vej til den praktiserende læge. De fleste af de mennesker, der bruger KFUKs Sociale Arbejdes tilbud, har ingen kontakt med sundhedsvæsenet, selvom deres helbredstilstand ofte er meget dårlig. Læs indlægget her

Der er intet i regeringen og DFs nye sundhedsaftale, der tyder på, at det bliver lettere for socialt udsatte at finde vej til lægen og få den behandling, de ligesom alle andre borgere i Danmark har krav på.

Hvis den nye sundhedsaftale også skal være startskuddet for bedre sundhedsindsatser for socialt udsatte, vil vi opfordre til, at man i processen med at implementere en ny sundhedsstruktur også igangsætter en proces, hvor repræsentanter fra kommuner, eksisterende sundhedsvæsen og regering, velfungerende projekter for opsøgende sundhed og ikke mindst ngo’er, kan indtænke socialt udsatte i den nye sundhedsstruktur på landsplan og ikke kun på projektniveau i de enkelte kommuner.

Ellers bliver socialt udsatte igen taberne i spillet om sundhedsindsatsen. Og det koster – menneskeligt såvel som økonomisk.