Landsformand Annette Blynél

Mennesker i prostitution skal have bedre adgang til hjælp

Nyhed

Landsformand Annette Blynél: KFUKs Sociale Arbejde støtter Socialministerens nedlæggelse af den tidligere regerings arbejdsgruppe om prostitution.

Det kan umiddelbart lyde mærkeligt, at KFUKs Sociale Arbejde støtter nedlæggelsen af en arbejdsgruppe, der har til formål at hjælpe mennesker i prostitution. Men vi vil gerne støtte op om Social- og Indenrigsminister Astrid Krags udmelding om at regeringen nedlægger den arbejdsgruppe, som blev nedsat af den tidligere regering i begyndelsen af 2019.
 

Kommissoriet for arbejdsgruppen havde efter KFUKs Sociale Arbejdes opfattelse et alt for entydigt fokus på at undersøge og forbedre de erhvervsmæssige vilkår for prostitution, og alt for lidt fokus på forebyggelse af prostitution. Efter vores opfattelse overså kommissoriet mange forhold, der også – og for mange målgrupper i højere grad – har betydning for vilkårene for mennesker i prostitution.
Annette Blynél, Landsformand for KFUKs Sociale Arbejde


Formål og omdrejningspunkt for en arbejdsgruppe om prostitution burde i vores optik være at give flere mennesker i prostitution adgang til sociale indsatser og sundhedstilbud, øge sikkerheden og undgå udnyttelse i stedet for at have fokus på erhvervsmæssige vilkår. Derfor er vi enige i beslutningen om at nedlægge arbejdsgruppen og i stedet sætte fokus på hjælp og rådgivning til mennesker i prostitution.

Følgende arbejdsspørgsmål kunne her være relevante for de kommende indsatser:

  • Hvordan forebygger vi prostitution
  • Hvordan sikrer vi bedre forhold for mennesker i prostitution, herunder ikke mindst adgang til sundheds- og sociale ydelser og hjælp til at forlade prostitution
  • Hvordan beskytter vi mennesker i prostitution imod udnyttelse og overgreb
  • Hvilke tiltag kan modvirke, at prostitutionsmarkedet i Danmark vokser eller bliver mere attraktivt for kriminelle netværk og andre, der udnytter mennesker i prostitution.
  • Fokus bør også være på købere, herunder evt. rådgivning og hjælp til købere af prostitutionsydelser
  • En systematisk vidensindsamling om erfaringer med forskellig prostitutionslovgivning fra bl.a. 1) lande der hhv. har kriminaliseret køb af sex (Norge, Sverige, Frankrig, Canada, Island, Irland) eller 2) liberaliseret prostitution som erhverv (Tyskland, Holland og New Zealand).


KFUKs Sociale Arbejde finder det meget positivt, at Socialministeren ønsker at prioritere hjælp og rådgivning til mennesker i prostitution, som ønsker at forlade prostitutionsmiljøet (exitpakke). Vi ved, at exitprogrammer virker, men alligevel har mange mennesker i prostitution ikke adgang til exithjælp, som det er i dag. 

Hvis man ønsker, at flere skal have adgang til hjælp i forbindelse med at forlade prostitution, skal hjælpen være langt mere tilgængelig, målrettet og specialiseret end den har været tidligere – fx skal opsøgende rådgivningsarbejde være lokalt forankret, således at man har et sted at gå hen og tale med nogen, hvis man ønsker hjælp til at forlade prostitution. Og indsatser skal tilpasses så de også passer til mange af de kvinder i prostitution, der lever et liv med misbrug og stor social udsathed.

Vores anbefaling vil være, at man fortsat sikrer en central koordinering af det fremadrettede arbejde med at forbedre vilkårene for mennesker i prostitution. Vi stiller os naturligvis gerne til rådighed med input til det videre arbejde.