Glædelig 8. marts! Men hvad med volden?

Nyhed

Marie Louise Løvengreen, udviklingschef i KFUKs Sociale Arbejde, skriver: ”Kvindernes internationale kampdag er en begivenhed at fejre. Vi står på skuldrene af mange seje kvinders kamp for bedre og lige vilkår mellem mænd og kvinder. Og vi er i dag på mange områder et af verdens mest lige samfund.”

Men så går det heller ikke bedre. Dykker vi ned under overfladen er Danmark stadig præget af en markant ulighed mellem kønnene. Det gælder i arbejdslivet, hvor der er langt til reel ligeløn og hvor topposter og bestyrelsespladser stadig vidner om en klar underrepræsentation af kvinder.

Men det gælder i høj grad i privatlivet. Vi kalder os selv et lige samfund, men vi ligger rigtig dårligt i statistikken, når det gælder bl.a. vold mod kvinder. 38.000 kvinder var i 2018 i Danmark var udsat for vold fra deres partnere (KILDE Socialstyrelsen). Det kan være fysisk vold, voldtægt eller psykisk vold.

Politiet modtog ifølge Kriminalpræventivt Råd i 2017 944 anmeldelser om voldtægt, men der er et kæmpe mørketal og årligt er antallet af voldtægter meget højere. Langt de fleste voldtægtsofre er kvinder. Gennemsnitligt bliver kun 54 personer kendt skyldig i voldtægt om året (2016-2017).

Vi møder kvinderne på vores tilbud rundt om i landet, både de udenlandske kvinder og de danske, og søgningen til landets krisecentre taler sit eget tydelige sprog

Og kigger vi på de mere udsatte grupper af kvinder, misbrugere og danske og udenlandske kvinder i prostitution, er det i praksis stort set straffrit at begå voldtægt. De kvinder vi møder i prostitution er tilbagevendende udsat for vold og volden er blevet et grundvilkår i mange udsatte kvinders liv.

Vi ser fortsat stor søgning til KFUKs Sociale Arbejdes Reder rundt om i landet, og her møder vi kvinder i prostitution, misbrug, hjemløshed og med psykiatriske problemstillinger ofte blandet sammen til en både trist og farlig cocktail af social udsathed og sårbarhed.

Det er vores opgave at forsøge at hjælpe den enkelte kvinde på det personlige plan og give hende troen på et bedre liv og større livsmestring. Men det er også vores opgave at gøre opmærksom på, at kvinder er markant overrepræsenteret i statistikker, der fx handler om prostitution og vold.

Det er naivt at lukke øjnene for det strukturelle kønsaspekt, der er i vold, prostitution og voldtægt i Danmark – og som skurrer skarpt mod vores selvforståelse som et ligestillet land.

8. marts er et godt tidspunkt at råbe højt om den vold, der stadig i 2019 er en fast del af mange kvinders liv i Danmark.

Og vi kunne som samfund vælge at gøre langt mere for at reducere vold mod kvinder, og for at hjælpe kvinder i prostitution f.eks. via bedre adgang til sundhed og sociale ydelser, exitprogrammer og langt flere forebyggende indsatser.

Det er vigtigt, at vi ikke glemmer dette på kvindernes internationale kampdag. Glædelig 8. marts!”