Landsformand Annette Blynél

Gode nyheder for udsatte mennesker i prostitution

Nyhed

Næsten samtlige partier er i dag blevet enige om en fordeling af satspuljereserven

Landsformand Annette Blynél:

Vi er glade for, at næsten samtlige partier i Folketinget er blevet enige om en fordeling af satspuljereserven, der tilgodeser nogle af de allermest udsatte mennesker i vores samfund – herunder udsatte mennesker i prostitution. Vi ser dog fortsat frem til at følge, hvilken permanent erstatning for satspuljen, partierne kommer frem til.

KFUKs Sociale Arbejde støtter op om en exitpakke, der lægger op til, at kommunerne i samarbejde med relevante NGO’er skal styrke indsatsen i forhold til udsatte mennesker i prostitution, som ønsker alternativer. Det er dog vigtigt, at NGO’erne kommer til at spille en større rolle end det var tilfældet i forbindelse med  Exit Prostitution, da erfaringerne herfra viste, at samarbejdet mellem kommuner og  NGO'er havde stor betydning for målgruppen. Vi støtter også op om, at man er opmærksom på, at der er behov for, at de sociale indsatser målrettet udsatte mennesker i prostitution styrkes, uanset om man ønsker at forlade prostitution eller ej.

Vi er især meget positive over for anerkendelsen af det faktum, at der i den grad mangler viden på prostitutionsområdet i Danmark og at man derfor ønsker at opdatere vidensgrundlaget i forhold til prostitutionens omfang og former, tilstødende sociale problemer og udbredelsen af ønsket om at forlade prostitution.

Vi ser frem til at deltage i det videre arbejde.