Indsats for udsatte kvinder i Nordjylland sikret

Pressemeddelelse

Partierne bag SATSpuljen har besluttet, at Reden Aalborg skal sikres midler til fortsat drift. Dermed er en vigtig indsats for udsatte kvinder i Nordjylland gennem de seneste fire år, sikret fremadrettet.

I efteråret 2014 åbnede KFUKs Sociale Arbejde Reden Aalborg for at oprette et anonymt tilbud i Nordjylland for mennesker med prostitutionserfaring. Reden Aalborg var et direkte resultat af projektet Exit Prostitution og har stadig et tæt og konstruktivt samarbejde med Aalborg Kommune såval som med andre kommuner i Regionen. Reden Aalborg har hidtil modtaget midler både fra Exit prostitutionspuljen og den efterfølgende pulje til opfølgende indsatser samt fra Aalborg Kommune.

”Vi er meget glade for meddelelsen om, at Reden Aalborg er sikret midler til fortsat drift. Efter de knap fire første år kan vi konstatere, at behovet for et målrettet tilbud for mennesker i prostitution i Nordjylland er stort og dokumenteret. Antallet af brugere af Reden Aalborg er forsat stigende. I 2017 alene havde 142 kvinder og 9 mænd kontakt med Reden Aalborg, og vi møder ikke mindst mange unge kvinder med prostitutionserfaring, der har brug for hjælp til at komme videre”, siger Jeanette Dam Kaastrup, der er leder af Reden Aalborg.

Redens primære målgruppe er kvinder og mænd, der enten stadig er i prostitution eller som er kommet ud af prostitution, men som aldrig fået bearbejdet de efterfølgende skadevirkninger. Sekundær målgruppe er udenlandske kvinder i prostitution og kvinder med anden udsathed end prostitution. Gældende er, at de alle har brug for livsforbedringer og støtte til at komme videre i livet enten via intensive exitforløb eller andre livsforbedrende helhedsorienterede tiltag og tilbud, herunder særligt rådgivning, terapi, omsorg og følgeskab mv.

”Reden har etableret en række velfungerende og meget besøgte tilbud, som brugerne har tillid til, og har på kort tid opnået en række resultater og erfaringer, som vi meget gerne vil videreføre. Det kræver dog en mere stabil og permanent finansiering af Reden Aalborgs arbejde, og den har vi så fået nu”, siger Jeanette Dam Kaastrup.

”I KFUKs Sociale Arbejde er vi samlet set rigtig glade for, at Reden Aalborg fremadrettet vil have samme og mere stabile finansieringsgrundlag som de andre Reder i landet, samt for den politiske anerkendelse af, at der er et stort behov for at hjælpe mennesker i prostitution - også i Nordjylland”, siger Helle Jarlmose, generalsekretær i KFUKs Sociale Arbejde

 

Yderligere oplysninger:

Jeanette Dam Kaastrup, leder af Reden Aalborg, tlf. 53753033, jk@redenaalborg.dk

Pernille Kjær Jessen, kommunikationsansvarlig, KFUKs Sociale Arbejde, tlf. 29468271, pkj@kfuksa.dk

Kontakt

Jeanette Dam Kaastrup

Jeanette Dam Kaastrup

Forstander af Lærkereden og Reden Aalborg